Kortuddannede med dårligt helbred frygter sen pensionering
- Arbejdsmarked
- Ældre Arbejdsmarked, Ældre
Manglen på arbejdskraft står højt på den aktuelle dagsorden, og de gradvist stigende aldre for, hvornår man kan trække sig tilbage på efterløn og folkepension, bidrager til at imødekomme den udfordring.
Over de seneste år har danskerne generelt trukket sig senere, og flere seniorer fortsætter med at arbejde efter pensionsalderen.
For nogle danske seniorer er situationen imidlertid en anden. De ønsker af hensyn til deres helbred at trække sig tilbage før tid, men forventer ikke at have økonomisk mulighed for det.
Det viser en ny undersøgelse fra VIVE. Undersøgelsen er gennemført med økonomisk støtte fra Velliv Foreningen og omfatter ældre med fysisk aktivt job, der er ansat i det private, og hvis højeste uddannelse er grundskolen.
Hver fjerde af disse kortuddannede falder ind under betegnelsen fastlåste, siger seniorforsker Mona Larsen, der er forfatter til rapporten.
”Der er tale om mennesker, som af hensyn til deres helbred ønsker at trække sig tilbage på et tidspunkt, hvor de ikke regner med, at de økonomisk har mulighed for det. De kan altså betragtes som låst i deres jobsituation. De viser ifølge undersøgelsen tegn på dårligere trivsel end deres ikke-fastlåste kolleger,” siger Mona Larsen.
6 ud af 10 adspurgte i undersøgelsen, der betegnes som fastlåste, ønsker af helbredsmæssige årsager at trække sig før efterlønsalderen. Men kun hver 20. af dem forventer at kunne gøre det.
”Når vi for eksempel taler om ældre akademikere, så har en del både lyst og helbred til at tage et par ekstra år. Eller de kan vælge at trække sig tidligt tilbage, fordi de har råd til det. Men her har vi altså at gøre med en gruppe seniorer, der oplever, at de fysisk ikke kan holde til at blive tiden ud i deres job, men heller ikke har økonomi til at trække sig,” siger Mona Larsen.
Halvdelen af dem, der betegnes som fastlåste, angiver, at de oplever at have et mindre godt eller dårligt helbred, mens det samme gælder hver femte af deres ikke-fastlåste kolleger.
Frygten for ikke at kunne trække sig tilbage, når deres helbred tilsiger det, ser ud til at påvirke de fastlåstes trivsel. Halvdelen af de fastlåste siger, at de altid eller ofte bliver bekymrede, når de tænker på deres muligheder for at trække sig tilbage, når de ønsker det. Den bekymring deler kun hver syvende af dem, der ikke er fastlåste.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført med støtte fra Velliv Foreningen og omfatter danskere i alderen 57-62 år, som har grundskole som højeste uddannelse og er ansat i den private sektor.
Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra 5.149 af disse ældre, der har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse om blandt andet deres ønsker og forventninger til tilbagetrækning, deres oplevelser af helbred, trivsel og økonomi, deres viden om deres adgang til tilbagetrækningsordninger og deres jobforhold.