Samarbejde mellem kommuner og civilsamfund kræver, at man tør slippe kontrollen

Mennesker med psykiske lidelser kan have stor glæde af at indgå i fællesskaber, hvor fokus er på deres kompetencer og personlige egenskaber, frem for på deres diagnoser. Det kan civilsamfundet tilbyde, men et samarbejde mellem psykiatrien i det offentlige regi og civilsamfundet er ikke altid nemt. Det fortæller Helle Hygum, der er chefanalytiker i VIVE og har beskæftiget sig med civilsamfund, frivillighed og tværsektorielle samarbejder i næsten 20 år.

”Det er to vidt forskellige styreformer, der skal arbejde sammen. Civilsamfundets fokus på demokrati og inddragelse går ikke særlig godt i spænd med kommunernes fokus på at levere en service til borgerne, hvor værdien skal kunne måles,” fortæller Helle Hygum Espersen.

Hun sammenligner samarbejdet med et ægteskab. Hvis det skal fungere med børn, madlavning og husarbejde, så kræver det, at begge parter får forløst deres potentialer i relationen. Sådan er det også med samarbejdet mellem civilsamfundet og det offentlige.

Samskabelse er svært

Samskabelse er et ord, der ofte bruges, når det offentlige og civilsamfundet skal arbejde sammen. De seneste år er der sat mange samskabelsesprojekter i værk, men samarbejdet er mere krævende, end mange kommuner umiddelbart forestiller sig.

”Det kræver ekstremt meget omstilling for kommunerne. De skal gribe tingene an på helt nye måder, hvis det ikke blot skal ende ud i, at frivillige bliver et instrument til at nå faglige mål,” siger Helle Hygum Espersen.

Hun understreger, at projekter, der ender sådan, risikerer at skade civilsamfundet mere, end de gavner, da de står i skarp kontrast til civilsamfundets centrale kerneværdier omkring medbestemmelse, demokrati og borgerinddragelse.

Uforløst potentiale

Selvom det kan være svært at få tværsektorielle samarbejder til at fungere i praksis, så er der store gevinster at høste, når det lykkes. For borgere i psykisk mistrivsel kan samarbejdet åbne en dør til ”den virkelige verden” uden for psykiatrien. En verden, hvor mange oplever, at de kan bidrage med noget og fungere som borgere frem for at være patienter.

“Hele idéen er jo, at det netop skal være tværsektorielt for at fungere. En indsats fra civilsamfundet kan ikke stå i stedet for den faglige indsats i psykiatrien, og omvendt kan psykiatrien på ingen måde tilbyde de fællesskaber og aktiviteter, som eksisterer ude i civilsamfundet,” siger Helle Hygum Espersen.

Set fra hendes perspektiv er de gode tværsektorielle samarbejder ofte båret frem af ildsjæle i psykiatrien, der har forståelse for, at det kræver en helt anden tilgang til opgaven. Men ildsjælene og de tværsektorielle samarbejder kan kun udfolde deres potentiale, hvis kommuner og regioner tør slippe kontrollen.

Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 2, 2024. Temaet er Psykiatri.