Nyhed 20. OKT 2025

Der er kommet flere voksne med lavt niveau i regning på arbejdsmarkedet

  • Arbejdsmarked
  • Dagtilbud, skole og uddannelse
Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE
Personer med lavt færdighedsniveau er særligt beskæftigede i brancher med manuelt arbejde.

I løbet af de seneste ti år er en markant større andel af voksne med et lavt færdighedsniveau i regning kommet i beskæftigelse. Gruppen står dog i højere grad stadig uden for eller i udkanten af arbejdsmarkedet sammenlignet med personer med et højt færdighedsniveau.

65 procent af de voksne i Danmark, der har et lavt færdighedsniveau i regning, var i beskæftigelse i 2022/23. Det viser resultaterne fra PIAAC-undersøgelsen, der er en stor international undersøgelse af voksnes færdigheder i læsning, regning og problemløsning. Dermed er der sket en markant stigning siden 2011/2022, hvor 54 procent var i beskæftigelse.

Det er gået den rigtige vej for beskæftigelsen blandt denne gruppe, men der var også plads til klare forbedringer.
Christian Højgaard Mikkelsen, senioranalytiker

”Det er gået den rigtige vej for beskæftigelsen blandt denne gruppe, men der var også plads til klare forbedringer – og en ikke ubetydelig andel står stadig uden for arbejdsstyrken,” siger Christian Højgaard Mikkelsen, senioranalytiker i VIVE.

Beskæftigelsen for personer, der har et højt færdighedsniveau i regning, er oppe på 86 procent.

Lavere løn og færre arbejdstimer

Selvom flere personer med lavt færdighedsniveau er kommet i beskæftigelse, arbejder denne gruppe i gennemsnit færre timer og har lavere timeløn end personer med højt færdighedsniveau.

”Der er ingen tvivl om, at færdighederne har betydning for, hvilke typer job man har, og dermed også har direkte indflydelse på løn og arbejdstimer. Vi ser også, at gruppen oftere har længere perioder uden beskæftigelse,” forklarer Christian Højgaard Mikkelsen.

Personer med lavt færdighedsniveau er særligt beskæftigede i brancher med manuelt arbejde. Mange arbejder for eksempel inden for restaurations- og hotelbranchen eller transportindustrien. Dertil kommer stillinger inden for sundhedsvæsenet, for eksempel social- og sundhedshjælpere eller -assistenter, eller stillinger inden for service og salgsarbejde i engros- og detailhandel, for eksempel butiksansatte.

Tidligere undersøgelser har vist en tæt sammenhæng mellem læse- og regnefærdigheder. Derfor vil personer med et lavt færdighedsniveau i læsning formentlig stå med samme udfordringer på arbejdsmarkedet.

PIAAC

PIAAC står for ’Programme for the International Assessment of Adult Competencies’ og er den hidtil største internationale undersøgelse af voksnes færdigheder i læsning, regning og problemløsning. Det er OECD (Organisation for Economic Cooperation and Development), der tilrettelægger og koordinerer undersøgelsen.

I PIAAC 2022/2023 har 31 lande – primært fra Europa – deltaget. Fra hvert land deltager minimum 4.000 voksne mellem 16 og 65 år i undersøgelsen. Dette er anden bølge af undersøgelsen. PIAAC blev gennemført første gang i 2011/2012.

VIVE præsenterer de danske resultater fra PIAAC-undersøgelsen i flere rapporter. Hovedrapporten om voksnes læse- og regnefærdigheder udkom i december 2024. I juni 2025 udkom en delrapport om Voksnes færdigheder i adaptiv problemløsning, og i oktober udkommer denne rapport om arbejdsmarkedstilknytning for voksne med lavt færdighedsniveau.