Forebyggelse kræver vedvarende samarbejde mellem kommuner og almen praksis
Sundhed
Sundhed

Flere borgere med kroniske sygdomme, mangel på medarbejdere i sundhedsvæsenet og en stigende gennemsnitsalder blandt danskerne. Forhold, der går igen på tværs af kommunegrænser, og som kræver sundhedstilbud, der kan holde borgerne raske og sunde så længe som muligt.
Københavns Kommune tilbyder en række rehabiliterings- og forebyggelsestilbud målrettet borgere med eksempelvis KOL, diabetes og hjertesygdom. VIVE har gennemført en undersøgelse, der afdækker muligheder og barrierer for, at udvalgte borgere deltager i tilbuddene. Undersøgelsen er finansieret af Københavns Kommune som et led i kommunens indsats for at skabe gode og tilgængelige tilbud for alle borgere.
Med den nye sundhedsreform er der lagt op til, at regionerne fremover får ansvaret for patientrettet forebyggelse. Derfor kan resultaterne i undersøgelsen også bruges som erfaringsgrundlag i etableringen af de nye strukturer for de fremtidige forebyggelsesindsatser.
Målgruppen passer ikke ned i ’en kasse’
Undersøgelsen peger på en række barrierer som årsag til, at nogle borgere i denne gruppe kan være udfordret i at deltage i sundhedstilbuddene. Årsagen er blandt andet deres forventninger og tidligere erfaringer med kommunale tilbud eller deres samlede situation, herunder sociale, økonomiske eller familiære udfordringer.
”Undersøgelsen viser, at der er tale om en gruppe af borgere, der ikke i samme grad som andre borgere er aktive i forhold til at håndtere egen sundhed og søge fagpersoners hjælp,” siger Marie Henriette Madsen.
Borgerne, som undersøgelsen har haft fokus på, er både personer med op til flere kroniske sygdomme, personer med uspecifikke symptomer og uden diagnose, og det kan være borgere der i tillæg kan have sociale og mentale udfordringer.
”Når borgerne har så forskellige behov for støtte og i nogen tilfælde hjælp, som går på tværs af sundheds- og socialområdet, er det vigtigt med individuelt tilpassede tilbud,” siger Marie Henriette Madsen, der peger på, at Københavns Kommune har fokus på netop dette, men at støtten for en del sundhedstilbud også er diagnoseopdelt.
Det betyder, at borgerne møder højt specialiseret personale i forhold til deres lidelse, hvilket har mange fordele, som både borgere og personale fremhæver i undersøgelsen. Omvendt kan det give udfordringer, når borgeren har behov, der strækker sig over flere af kommunens tilbud.
Almen praksis skal opspore og henvise
Da en del af borgerne ikke har en kontinuerlig kontakt til sundhedsvæsenet, spiller almen praksis en nøglerolle i at opspore og henvise disse borgere til forebyggelses- og rehabiliteringstilbud.
Københavns Kommune har etableret en hjemmeside, der bidrager til at informere almen praksis om kommunens aktuelle tilbud, målgrupper og henvisningsveje.
”Almen praksis efterspørger et overblik over, hvor de skal henvende sig, når der er behov for dialog om det rette tilbud til borgere med flere sygdomme eller et samtidigt behov for hjælp til eksempelvis sociale udfordringer,” siger Marie Henriette Madsen.
Det er vigtigt med information målrettet praksispersonalet som sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der ofte har en tæt kontakt til borgere med kronisk sygdom.
Fokusområder til at styrke deltagelse i sundhedstilbud
Undersøgelsen peger på i alt fire fokusområder, som Københavns Kommune kan arbejde videre med i udvikling og justering af rehabiliterings- og forebyggelsestilbud afhængig af økonomiske, faglige og politiske prioriteringer og muligheder.
Fokus 1: Samarbejde om opsporing og henvisning
- Afsøgning af screeningsværktøjer til systematisk opsporing
- Styrkede muligheder for henvisning fra flere aktører
- Enklere kommunikationsveje: Én indgang til kommunen
- Begrænset ventetid og hurtig kontakt
Fokus 2: Information til og kommunikation med almen praksis
- Tydelighed om tilbuddenes indhold og relevans for målgruppen
- Fælles udviklingsprojekter mellem kommune og almen praksis
- Information målrettet praksispersonale og andre aktører
- Information til borgere om rehabiliterings- og forebyggelsestilbud
Fokus 3: Tilpasning af eksisterende rehabiliterings- og forebyggelsestilbud
- Trinvise og tilpassede tilbud
- Ikke-diagnosespecifikke tilbud
Fokus 4: Muligheder efter endt rehabiliterings- og forebyggelsestilbud
- Aktiviteter tilpasset borgere i målgruppen
- Overblik over eksisterende og manglende eksterne brobygningsaktiviteter
Om undersøgelsen
Undersøgelsen bygger på interviews med borgere, ledere og sundhedsfaglige medarbejdere, praktiserende læger og praksispersonale samt andre aktører i kontakt med borgere med behov for rehabiliterings- og forebyggelsestilbud.
Målgruppen for undersøgelsens resultater er ledere, medarbejdere og politikere i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning, herunder i de bydækkende enheder.
Viden fra undersøgelsen skal indgå i kommunens videre arbejde med at udvikle kommunale rehabiliterings- og forebyggelsestilbud. Rapporten henvender sig også til ledere, sundhedsfaglige medarbejdere og politikere i andre kommuner.