Nyhed 12. NOV 2025

Ni anbefalinger til at få seniorer i ældreplejen til at blive lidt længere

  • Arbejdsmarked
  • Ledelse og implementering
  • Ældre
Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE
Udfordringer og løsninger skal ses i sammenhæng, og der skal både arbejdes på at fjerne belastninger og motivere seniormedarbejderne i den kommunale ældrepleje.

Der er en hel række håndtag at dreje på, hvis man vil gøre det attraktivt for medarbejdere i ældreplejen at forlænge deres arbejdsliv. Det kan handle om arbejdsmiljø, belastninger og arbejdstid, men også faktorer som anerkendelse og kompetenceudvikling.

Ældreplejen mangler allerede i dag arbejdskraft, og manglen bliver ikke mindre fremover, når en stor del af de nuværende social- og sundhedsmedarbejdere nærmer sig pensionsalderen. Oveni trækker en del sig allerede inden pensionsalderen.

En ny gennemgang af eksisterende dansk viden på området tegner et klart billede af nogle gennemgående faktorer, både i forhold til, hvad der får social- og sundhedsmedarbejderne til at trække sig, og hvad der kan motivere dem til at blive længere.

”Vi kan se, at høje fysiske krav, tidspres og andre former for belastende arbejdsmiljø er en voksende barriere for at holde på de ansatte i ældreplejen, og samtidig stiger pensionsalderen. Derfor skal indsatserne både adressere de faktorer, som skubber folk ud, og de forhold på arbejdspladsen, som kan motivere dem til at blive. Det kræver en proaktiv indsats med fokus på forebyggelse,” siger Lea Graff, senioranalytiker i VIVE.  

Først og fremmest er et bæredygtigt arbejdsmiljø fundamentet for, at seniorerne kan blive. Det kræver systematisk forebyggelse af fysisk nedslidning og en målrettet indsats for at mindske tidspres og stress.

Fleksibilitet og tilpasning af både arbejdstid og arbejdsopgaver er andre vigtige faktorer. Her er det vigtigt at sikre, at løsningerne både er økonomisk bæredygtige for den enkelte senior og ikke øger belastningen for kollegerne.

Der skal arbejdes på både at fjerne belastninger og aktivt motivere seniormedarbejderne, så de kan se udviklingsmuligheder og perspektiv
Lea Graff, senioranalytiker

Dertil kommer behovet for styrket ledelse, tæt dialog med seniorerne og fokus på anerkendelse og kompetenceudvikling.

Men helt afgørende er det at se alle faktorerne i sammenhæng, siger Lea Graff:

”Der skal arbejdes på både at fjerne belastninger og aktivt motivere seniormedarbejderne, så de kan se udviklingsmuligheder og perspektiv i deres fortsatte arbejde. Udfordringer og løsninger skal altså ses i sammenhæng og på tværs.”

Vidensopsamlingen munder ud i ni konkrete anbefalinger til løsninger i praksis:

  • Krav og ressourcer skal balanceres
  • Deltidsordninger skal gøres økonomisk bæredygtige
  • Fleksibilitet skal planlægges i dialog med hele teamet
  • Opgaver skal tilpasses systematisk
  • Kompetenceudvikling skal tilbydes kontinuerligt
  • Seniorsamtaler skal være obligatoriske
  • Kulturen skal være præget af anerkendelse og respekt
  • Seniorpolitikker skal forankres i topledelsen
  • Supervision skal være fast praksis.