Nyhed 29. JUL 2025

Normeringerne er uændrede, men borgere med større behov presser plejehjemmene

  • Ældre
Der er markante forskelle mellem normeringerne på danske plejehjem.

På plejehjem er der lige så mange beboere per medarbejder, som der var for seks år siden. Beboerne har dog fået større behov for pleje, og det kan være vanskeligt at rekruttere kvalificerede medarbejdere.

I dagtimerne er der i gennemsnit 2,6 beboere per medarbejder på plejehjem. Det er lige så mange som for seks år siden. Alligevel vurderer plejehjemsledere, at der er tidspres.

Det skyldes, at borgerne har større behov for pleje end tidligere, fortæller Lars Bo Pedersen, der står bag en ny undersøgelse om normeringer på plejehjem.  

”Et stort antal af plejehjemslederne vurderer, at normeringerne langsomt er blevet udhulet over tid. Det skyldes, at borgerne flytter senere på plejehjem, og derfor har større behov for pleje,” siger Ulf Hjelmar, der er professor MSO i VIVE.  

Andelen af borgere med en demenssygdom er for eksempel steget fra 51 procent i 2019 til 59 procent i 2025. Plejehjemslederne vurderer dog, at andelen af beboere med demenssygdom reelt er højere, da en del beboere har symptomer på demens, men ikke er blevet udredt.

Flere ufaglærte medarbejdere og timelønnede vikarer

Omkring halvdelen af de danske plejehjemsledere har svaret på et spørgeskema fra VIVE. Undersøgelsen er finansieret af Ældre Sagen og FOA, og VIVE har gennemført lignende undersøgelser i 2017 og 2019.

Der er flere ufaglærte på arbejde end tidligere, og også flere timelønnede vikarer. Andelen af ufaglærte på dagvagt er steget fra 6 procent i 2019 til 8 procent i 2025. Andelen af timelønnede vikarer er steget fra 16 procent til 21 procent.

”Det spiller selvfølgelig ikke kun en rolle, hvor mange der er på arbejde, men også hvem der er på arbejde. Plejehjemsledere fortæller, at det kan være udfordrende at rekruttere kvalificerede medarbejdere,” siger Ulf Hjelmar. 

25 procent af plejehjemslederne vurderer, at det i høj eller meget høj grad er vanskeligt at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer. 33 procent har i nogen grad vanskeligheder, 31 procent har i lav grad vanskeligheder, og 10 procent har slet ikke vanskeligheder med rekrutteringen.

Det spiller selvfølgelig ikke kun en rolle, hvor mange der er på arbejde, men også hvem der er på arbejde. Plejehjemsledere fortæller, at det kan være udfordrende at rekruttere kvalificerede medarbejdere.
Ulf Hjelmar, professor MSO

Der er store forskelle mellem normeringer på de forskellige plejehjem

Der er markante forskelle mellem normeringerne. På enkelte plejehjem er der 1,4 beboere per medarbejder på en dagvagt, på andre er der 4,1 beboere per medarbejder. Det største spænd er på nattevagter i weekenden, hvor der på enkelte plejehjem er 7 beboere per medarbejder om natten, mens der på andre plejehjem er 40 beboere per medarbejdere.

”Der er en tendens til, at der er omtrent halvt så mange beboere per medarbejder i den kommune, der har de bedste normeringer, sammenlignet med den kommune, der har de dårligste normeringer. Det gælder på tværs af vagttyper i både hverdag og weekend,” siger Ulf Hjelmar. 

Forskellen i normeringer mellem kommunerne er vokset lidt siden 2019.

På en dagvagt i hverdagen er der i gennemsnit 2,6 beboere per medarbejder, på aftenvagt er der 6,5 beboere per medarbejder, og om natten er der 21 beboere per medarbejder. I weekenden er der i gennemsnit flere beboere per medarbejder: 4,5 om dagen, 6,7 om aftenen, 21,5 om natten.

Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter udgør 60 procent af medarbejderne på en dagvagt. 19 procent udgøres af praktikanter, vikarer og elever. Sygeplejersker udgør 9 procent. Ufaglærte udgør 8 procent. 3 procent udgøres af sundhedsprofessionelle som fysioterapeuter, ergoterapeuter og diætister. Pædagogisk personale udgør 2 procent.

37 procent er deltidsansatte på mellem 30 og 36 timer, 18 procent er deltidsansatte med under 30 timer, 21 procent er timelønnede vikarer, 13 procent er fuldtidsansatte. Resten er medarbejdere på særlige vilkår og elever.

Om natten er der flere medarbejdere per borger på små plejehjem end på store plejehjem. På små plejehjem er der i gennemsnit 18 beboere per medarbejder, og på store plejehjem er der 25,5 beboere i gennemsnit per medarbejder.

Der er flere medarbejdere per borger på kommunale plejehjem end på private plejehjem. På kommunale plejehjem er der i gennemsnit 2,6 beboere per medarbejder på en dagvagt, mens der er 3,0 beboere per medarbejdere på private plejehjem.

Et stort antal af plejehjemslederne vurderer, at normeringerne langsomt er blevet udhulet over tid. Det skyldes, at borgerne flytter senere på plejehjem, og derfor har større behov for pleje.
Ulf Hjelmar, professor MSO