Skolegangen for børn og unge i anbringelse trækkes ned af lave forventninger
Børn, unge og familie
Dagtilbud, skole og uddannelse
Socialområdet
Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse, Socialområdet

Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har signifikant større risiko for at forlade uddannelsessystemet uden at have opnået en erhvervskompetencegivende uddannelse og for at opleve arbejdsløshed og afhængighed af sociale ydelser i deres videre liv.
En ny rapport samler viden på tværs af i alt 45 undersøgelser siden 2012 fra Danmark og internationalt. Den finder i alt seks faktorer og fem indsatser, der kan øge sandsynligheden for, at børn og unge i anbringelse gennemfører grundskolen.
Det handler blandt andet om de forventninger, som børnene og de unge bliver mødt med. Vidensindsamlingen finder, at bliver børnene og de unge mødt med positive forventninger til, hvad de kan opnå uddannelsesmæssigt, så har det en positiv indvirkning på, hvilke uddannelsesmæssige resultater de rent faktisk opnår.
”Desværre mødes disse børn og unge med lavere forventninger i skolen og af de voksne omkring dem. Fra forskningen kan vi se, at deres uddannelsespotentiale oftest bliver undervurderet, og at deres reelle evner overstiger de forventninger, de bliver mødt med. Og konsekvensen er, at de lave forventninger kan trække dem ned og på den måde blive selvopfyldende,” fortæller seniorforsker Mette Lausten, der står bag rapporten.
Grundlæggende finder vidensindsamlingen, at det er de samme faktorer, der styrker skolegangen for børn og unge i almindelighed, der også gør sig gældende for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.
Indsatser kan styrke skolegangen
Fra de mange undersøgelser udpeges også fem indsatser, der på forskellig vis kan styrke skolegangen. Det handler blandt andet om mentorprogrammer, skolestøttende indsatser og bogpakkeprogrammer.
”Når vi ser på tværs af indsatserne, kan vi blandt andet konstatere, at vil man styrke skolegangen for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, så ser det ud til, at det virker bedre med indsatser, der netop er forankret i skolen, frem for indsatser, der er målrettet hjemmet,” siger Mette Lausten og tilføjer:
” Vi ser også, at korte og ressourcelette indsatser kan gøre en forskel. Men disse indsatser er oftest fokuseret på børn og unge i plejefamilier. Hvis man for alvor vil rykke noget ved skolegangen og resultaterne for den brede gruppe af børn og unge i anbringelse, så kræver det et langt, sejt træk med bredt funderede indsatser, hvor der bygges bro mellem skole, hjem og myndighed,” siger Mette Lausten.
Vidensindsamlingen er lavet af VIVE i regi af Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv, som VIVE driver i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen og Børns Vilkår.