Nyhed 17. JUN 2025

Vi mangler viden om, hvordan seniorer får bedre muligheder for at finde et job

  • Arbejdsmarked
  • Ældre
Mathilde Bech
Det kan være vanskeligt for ledige seniorer at finde et nyt job.

Der er kun forsket ganske lidt i, hvordan ledige seniorer kan få bedre muligheder for at komme i job, og hvilke ønsker de selv har til deres arbejde fremadrettet. Det viser en ny vidensindsamling.

Ledige seniorer kan have vanskeligt ved at finde et job. Alligevel er der kun forsket ganske lidt i, hvordan seniorerne får bedre muligheder for at komme tilbage i arbejde efter en periode med ledighed.

Det viser en ny vidensindsamling fra Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet.

”Når vi får mere viden om seniorers muligheder, kan den enkelte bedre støttes i at finde et job, og på samfundsplan kan det være med til at understøtte, at vi udnytter arbejdskraften bedst muligt,” siger Laura Skifter Andersen, der er analytiker i VIVE.

Jo højere alder, jo vanskeligere kan det være at komme i arbejde

Beskæftigelsen i Danmark er historisk høj, og både private og offentlige arbejdsgivere fortæller, at de mangler arbejdskraft. Alligevel kan seniorer, der bliver ledige, have sværere end andre aldersgrupper ved at komme tilbage i arbejde.

Når vi får mere viden om seniorers muligheder, kan den enkelte bedre støttes i at finde et job, og på samfundsplan kan det være med til at understøtte, at vi udnytter arbejdskraften bedst muligt
Laura Skifter Andersen, analytiker

VIVE har kortlagt den viden, der findes fra forskning om ledige seniorers vej tilbage i job. Laura Skifter Andersen og hendes kollegaer har fundet en del litteratur om, hvilke barrierer seniorer står overfor.

Forskning peger blandt andet på, at jo højere alder, des vanskeligere er det for ledige seniorer at komme tilbage i arbejde. Det kan være særligt udfordrende for seniorer, der nærmer sig folkepensionsalderen.

Desuden peger enkelte forskningsstudier på, at faktorer såsom lang tid på samme arbejdsplads, tidligere ansættelse i en stor virksomhed eller overkvalificering og ledelseserfaring kan være en barriere. Andre studier finder, at private virksomheder, virksomheder med meget fysisk arbejde, virksomheder med økonomiske udfordringer og virksomheder med yngre ledere eller medarbejdere er mindre tilbøjelige til at ansætte seniorer.

Der mangler viden om seniorers egne ønsker

Der er dog kun ganske lidt forskning om, hvilke muligheder ledige seniorer har for at komme i arbejde. Desuden er der ganske lidt forskning om, hvilke ønsker seniorerne selv har til deres arbejdsliv fremadrettet.

”Viden om seniorernes egne ønsker og motivation kan ellers være med til at understøtte jobmuligheder til seniorerne, som rent faktisk passer til deres behov,” siger Laura Skifter Andersen.

Undersøgelsen fokuserer på videnskabelig litteratur om ledige seniorer med fokus på tre niveauer: individ-, arbejdsplads- og samfundsniveau. I alt er 57 publikationer fra Norden og Holland identificeret og inkluderet i vidensindsamlingen.

Nyhed

Vil du vide mere om, hvordan seniorers mulighed for at komme i arbejde kan øges?

Ledige seniorer har større mulighed for at finde et nyt job, hvis de er fleksible i forhold til indholdet i jobbet og transporttiden. Desuden kan netværk spille en rolle, konkluderer en ny undersøgelse.

Fleksibel jobsøgning øger ledige seniorers sandsynlighed for at finde et nyt job