Nyhed 24. FEB 2026

Flere arbejdspladser har ansatte med nedsat arbejdsevne

  • Arbejdsmarked
Arkivfoto: Ricky John Molloy/VIVE

Landets arbejdspladser ansætter i stigende grad personer med nedsat arbejdsevne på særlige vilkår. En del arbejdspladser oplever dog, at det er praktisk og økonomisk vanskeligt. Arbejdspladserne peger i ny undersøgelse på flere faktorer, der kan fremme ansættelserne.

På ti år er der sket en stigning i andelen af arbejdspladser, der har ansat en eller flere medarbejderne med nedsat arbejdsevne på særlige vilkår. I 2025 var andelen 32 procent. Det er en stigning på otte procentpoint siden 2015. Stigningen er primært drevet af private arbejdspladser. De offentlige arbejdspladsers andel har ikke ændret sig nævneværdigt siden 2015, men andelen for de offentlige arbejdspladser ligger dog generelt højt i begge år.

Regner man ansættelser på ordinære vilkår med, har knap fire ud af ti arbejdspladser i 2025 en eller flere medarbejdere ansat, hvis arbejdsevne allerede var nedsat på ansættelsestidspunktet. Og godt otte ud af ti arbejdspladser, hvor medarbejdere inden for de seneste to år har fået nedsat arbejdsevnen, har fastholdt disse medarbejdere.

Det viser en ny rapport om inklusion på arbejdsmarkedet, som er udarbejdet af VIVE og støttet af TrygFonden.

”Arbejdspladserne spiller en stor rolle i forhold til at få flere mennesker med nedsat arbejdsevne i job. Derfor tager vores rapport udgangspunkt i arbejdspladsernes erfaringer og holdninger til inklusion, og ikke mindst hvad der kan fremme eller hæmme inklusionen,” siger Vibeke Jakobsen, seniorforsker i VIVE og en af forfatterne til rapporten.

Erfaringer fremmer inklusionen

Knap halvdelen af arbejdspladserne svarer i undersøgelsen, at det ’i nogen grad’ eller ’i høj grad’ er praktisk og økonomisk muligt at have ansatte med nedsat arbejdsevne. En tredjedel svarer ’i lav grad’, mens knap hver femte ’slet ikke’ finder det muligt.

For arbejdspladser, der har ansatte med nedsat arbejdsevne, har det haft positiv betydning, at arbejdspladsen på den måde kan bidrage til samfundet, og at medarbejderne bakker op. Også tidligere positive erfaringer fremmer inklusionen.

Derudover peger arbejdspladserne på, at det virker fremmende, hvis medarbejdere med nedsat arbejdsevne kan bidrage til at afhjælpe mangel på arbejdskraft. Økonomisk støtte fra det offentlige opleves ligeledes som en væsentlig faktor, ligesom hjælp og støtte fra eksterne aktører kan bane vejen for ansættelserne.

Når det gælder forhold, der begrænser ansættelserne, peger arbejdspladserne især på praktiske udfordringer: at personerne ikke har de rette kvalifikationer, at det vil kræve for mange særlige hensyn, og at arbejdspladsen mangler opgaver, der kan varetages af personer med nedsat arbejdsevne.

Arbejdspladserne angiver endvidere, at de er begrænset af papirarbejde og bureaukrati, at mulighederne for økonomisk støtte er utilstrækkelige, og at lønudgifterne til medarbejdere med nedsat arbejdsevne er for store.

Om undersøgelsen

Rapporten bygger primært på en spørgeskemaundersøgelse foretaget af DST Survey i april-juni 2025 blandt 2.564 repræsentativt udvalgte arbejdspladser.  

I udvalgte analyser anvendesdata fra en tilsvarende undersøgelse gennemført i 2014-2015samt enkelte registervariable fra Danmarks Statistik.