Sikrede institutioner anvendes i stigende grad til sociale anbringelser
Børn, unge og familie
Socialområdet
Børn, unge og familie, Socialområdet

Brugen af landets sikrede institutioner for børn og unge i alderen 12 til 17 år – og i særlige tilfælde ned til 10 år – har ændret sig markant siden 2010. Dengang var næsten 90 procent af de anbragte unge tilbageholdt i varetægt på landets sikrede institutioner, som netop er oprettet som alternativ til placering af mindreårige i arresthuse og fængsler.
Siden er det samlede antal børn og unge anbragt på de sikrede institutioner faldet. Det er særligt antallet af 15-17-årige tilbageholdt i varetægt, som er faldet med 74 procent fra 2010 til 2023. Til gengæld var andelen af socialt anbragte børn og unge i 2023 steget til 40 procent.
”Udviklingen rejser en række opmærksomhedspunkter, for vi kan se, at de socialt anbragte børn og unge adskiller sig væsentligt fra de retligt anbragte på en række punkter. De er yngre, de er markant mere udsatte, og mange er belastet af psykiatrinære udfordringer og misbrug. Samtidig er deres opholdstid blevet længere,” siger Britt Østergaard Larsen, seniorforsker i VIVE og leder af forskningsprojektet ’Trajectories of Care’ om børn og unges veje til og fra sikrede anbringelser.
Den gennemsnitlige opholdstid for anbringelser på sikrede institutioner er steget fra 81 dage i 2010 til 146 dage i 2023. Stigningen omfatter både retlige og sociale anbringelser. I 2023 varer de sociale anbringelser i gennemsnit 208 dage, mens retlige anbringelser varer omkring 100 dage.
Flere forhold kan udvikle praksis
Rapporten peger på flere forhold, der bør have opmærksomhed, hvis praksis omkring brugen af de sikrede institutioner skal understøttes og udvikles.
Det er vigtigt med løbende vurdering af, om der er mindre indgribende indsatser, der kan sættes i stedet for frihedsberøvelsen i de sikrede institutioner. Det gælder både socialt og retligt anbragte børn og unge og skal ses i lyset af, at langvarig anbringelse på en sikret institution kan have negativ indvirkning på unges trivsel, sociale relationer og udvikling.
Varigheden af opholdene er også et centralt opmærksomhedspunkt, da den stiller særlige krav til skole-, støtte- og behandlingstilbud. Det er både under opholdene på sikrede institutioner og ved udskrivning, hvor målgruppens komplekse problemstillinger kræver tæt tværsektoriel koordinering.
Denne første delrapport fra forskningsprojektet baserer sig på registerdata. I løbet af 2027 udkommer flere udgivelser fra projektet, blandt andet en rapport, som også baserer sig på interviews, og som beskriver udslusninger og forløb efter anbringelserne.
Forskningsprojektet er støttet af TrygFonden.
Find hovedresultaterne her.