Aishas historie fortæller om et dobbelt svigt

Ny erkendelse kommer ofte i ryk. Vi kan længe have haft brudstykkerne af den nødvendige viden, før en bestemt begivenhed får dem til at samle sig. Udgivelsen af Aisha Rebel – kvinde i en klan kan blive sådan en begivenhed: et øjeblik, hvor et omfattende svigt træder tydeligt frem. Hvordan er vi som samfund havnet et sted, hvor mennesker stadig kan leve under den vold og kontrol, Aisha beskriver?

I faglitteratur, skønlitteratur, strafferetlige sager og mediedokumentarer er der mange vidnesbyrd om lignende liv og vidnesbyrd om grupperinger, som både legitimerer og aktivt understøtter undertrykkelse a la den, Aisha har været udsat for. Og er udsat for. Hun er stadig truet på livet og lever således i ufrihed.

Aisha er ikke hendes rigtige navn, men hendes historie står ikke alene, selv om den heller ikke uden videre kan anses som repræsentativ for alle kvinder, der lever med æresrelateret vold og kontrol.

Hvor mange lever som Aisha? Det er der ikke nogen, som kan svare på.

I lyset af, hvor fundamentalt et svigt Aisha har været udsat for, er det heller ikke afgørende i forhold til at interessere sig for problemet.

Der er tilsyneladende sprækker og blinde vinkler nok i vores samfund til, at det kan lade sig gøre at indrette sig med massiv undertrykkelse af det ene køn. Og det selv om mange af de handlinger, Aisha beskriver, kan være omfattet af straffelovens bestemmelser om blandt andet vold, psykisk vold, ulovlig tvang og trusler. Handlinger, der udføres med den største selvfølgelighed i den hverdag, Aisha beretter om.

For 20, 30 og 40 år siden modtog Danmark flygtninge og indvandrere fra blandt andet lande, der i internationale værdiundersøgelser som for eksempel World Values Survey-kort ligger langt fra Danmark, når det gælder religion, autoritet, familieværdier og individuel selvbestemmelse. Sådanne landegennemsnit siger ikke, hvilke værdier den enkelte indvandrer har, men de peger på nogle af de normforskelle, myndigheder og institutioner skulle kunne håndtere. Og mens undersøgelserne viser, hvordan de skandinaviske lande lægger mindre vægt på religion og traditionelle autoriteter og mere vægt på personlig frihed, liberale rettigheder og ligestilling mellem kønnene, så kom mange flygtninge og indvandrere fra lande, som lægger stor vægt på religion, respekt for traditionelle autoriteter og familiemønstre, og som lægger mindre vægt på den personlige frihed og liberale rettigheder, og hvor der var en lav grad af tillid mellem borgerne.

Alligevel gjorde vi os ikke mange tanker om, hvad der skete i de nye familier og i de nye organisationer og grupperinger, som opstod. Vi havde slet ikke fantasi til at forestille os, at nogen ville bruge friheden i Danmark til at indrette sig akkurat lige så undertrykkende som i de samfund, man var udvandret fra. Ja, måske endda endnu mere undertrykkende, end magthaverne i de samfund tillod. Og så var det jo fantastisk at være kommet til Danmark, hvor der ikke var nogen, der blandede sig i den undertrykkelse, man praktiserede, så længe man ikke flagede for åbenlyst med det.

I dag er der en større selvsikkerhed i forhold til at tale åbent om det undertrykkende samfund, man ønsker sig. I populærkulturen bød sommeren på en kendt person, sangeren Isam B, der argumenterede for, at en niqab kan være feministisk, hvis kvinden selv har valgt den, fordi tildækningen kan give anonymitet og beskytte mod andres blikke. Jeg deler ikke den frihedsforståelse. Den overser, at individuelle valg træffes inden for sociale og religiøse normer, og at niqab samtidig kan understøtte en praksis, som begrænser kvinders ligeværdige deltagelse i det offentlige rum.

Derfor minder argumentet mig om en meget belæst studiekammerat, jeg havde for mange år siden, som kunne præstere de mest fantastiske Erasmus Montanus-ræsonnementer som for eksempel, at det var bedre for mennesker at være slaver end at være lønmodtagere i en kapitalistisk markedsøkonomi. Vejen til den konklusion var noget med, at slaveejeren jo havde en interesse i at passe på sin ejendom, slaven, mens kapitalisten jo kunne være ligeglad med, om de arbejdere, han beskæftigede, gik i hundene. Han kunne også fortælle historier om slaver, der faktisk selv ønskede at vedblive at være slave frem for den usikre tilværelse uden garanteret indkomst, de havde udsigt til som lønarbejder.

Der er dog den store forskel, at mens min ven fra universitetet var ' all hat, no cattle' , så har Isam B. et stort publikum, når han turnerer med et synspunkt, der passer som fod i handske til et samfund, der bygger på ligeværdighed mellem myndige borgere.

Som nævnt er det allerede dybt ulovligt at behandle et andet menneske, sådan som Aisha beretter om at være blevet behandlet. Bogen er en rystende beretning om et hverdagsliv med en svimlende kaskade af ulovligheder og også med omfattende myndighedssvigt, både mens hun boede med sin familie og igen senere, mens hun boede på krisecenter, hvor noget, der ligner umyndiggørelse og manipulation, fortsætter, som det fremgår af Informations meget grundige behandling af den del af Aishas liv. Socialtilsynet har lukket krisecentret med øjeblikkelig virkning. Ledelsen bestrider tilsynets kritik og har indbragt afgørelsen for Ankestyrelsen.

Men det står klart, at krisecentret havde store indtægter ved at have Aisha boende. Hvis den beskrevne umyndiggørelse og manipulation er foregået som berettet – inklusive insinuationer om, at hun risikerede at miste sin datter, hvis ikke hun fulgte deres anvisninger – og hvis hensigten har været økonomisk vinding, så er der ikke nødvendigvis blot tale om ledelsesmæssig og faglig utilstrækkelighed. Der kan være grund til at undersøge, om der er begået strafbare forhold.

Det skal understreges, at bogen er Aishas beretning, men meget taler for at tillægge hendes beretning stor vægt. Dels kan hun selv dokumentere mange forhold, dels blev hendes beretning tillagt stor troværdighed i den retssag, som dømte hendes eksmand for overgreb mod hende, og hendes beretning svarer til det, som Socialtilsynet har lagt til grund for at indstille det krisecenter, hun boede på, til lukning. Endelig er der som nævnt andre vidnesbyrd om skæbner, der ligner Aishas.

Så hvorfor får det lov at ske?

Kultur er afgørende, men forklarer ikke alt

Aisha beretter om en særlig afstumpet og sadistisk udgave af en mere generel kvindeundertrykkelse, som har dybe historiske og kulturelle rødder, og som har været almindeligt udbredt over det meste af kloden, og som stadig er almindelig mange steder i dag.

En kvindeundertrykkelse udviklet i symbiose med den lokale kultur og religion under indflydelse af de lokale vilkår, naturgivne såvel som de vilkår, ens nabo bød en. Det gennemgående var en patriarkalsk orden, hvor individets rettigheder var underordnet gruppens, og hvor privilegier afhang af alder, social status og etnicitet i varierende grader, men dog altid, så kvinder forfordeltes, også til tider voldsomt.

Kvinder kunne leve hele liv, uden at deres personlige selvbestemmelsesret blev respekteret; nogle gange blot ignoreret, andre gange aktivt og voldeligt bekæmpet, som det stadig sker mange steder i verden i dag, for eksempel i Afghanistan og i lande i Mellemøsten – og jo altså så også i Danmark.

Hvorvidt grupper af mennesker – familier, klaner, etniske og religiøse grupper, regioner og lande – indretter samfund, som er gode for alle at leve i, er først og fremmest et spørgsmål om at lykkes kulturelt, inklusive med den politiske kultur. Lokale vilkår kan have betydning for, hvordan og hvor længe det tager at lykkes. Men når vi betragter lande som helhed, så har de på den lange bane afgørende indflydelse på alle de faktorer, der afgør, om befolkningen – af begge køn – lever et godt liv.

Når vi til gengæld zoomer ind på grupper i et samfund og videre ind på familier og enkeltindivider, så er der flere og flere faktorer, som den enkelte ikke kan ændre på den korte bane. Det er stadig sådan, at traditioner, værdier og normforståelser, altså kultur, er helt afgørende for, om kvinder og børn undertrykkes, men nu er der blot også andre faktorer, der øver betydelig indflydelse. En persons mentale sundhed kan, ligesom eventuelle ulykker, selvsagt altid dominere på det individuelle niveau.

Men hvorfor er det vigtigt at nævne, at både kultur og sociale og sundhedsmæssige forhold kan spille en rolle, når vi taler om grov vold og undertrykkelse af hustru og børn som i tilfældet med Aisha og dem, hendes historie repræsenterer – skæbner, landets kvindekrisecentre dagligt vidner om?

Det er der to grunde til. For det første har vi brug for til fulde at kende – og i sociologisk forstand forstå – de mekanismer, som ligger bag undertrykkelse i nære relationer. Dette er afgørende for, at man via lovgivning, regulering og hensigtsmæssige institutionelle rammer kan komme negativ social kontrol og vold til livs.

For det andet har myndigheder og institutioner i dag et vidt forgrenet socialt arbejde med fokus på at hjælpe udsatte borgere, og det kan ofte være indgangen til også at få kendskab til overgreb og vanrøgt, også når det legitimeres med særlige kulturelle eller religiøst funderede normforståelser. Her er både viden og en eksisterende praksis, som er uvurderlig vigtig, når samfundet skal forsøge at stoppe disse ulovligheder.

Alt dette er nødvendigt, men det er tydeligvis ikke tilstrækkeligt. Hvis man vil negativ social kontrol og vold til livs, er det ikke klogt at flytte sit fokus fra sociale og sundhedsmæssige risikofaktorer til kulturelle.

Man bør have fokus på både de sociale, de sundhedsmæssige og de kulturelle risikofaktorer. Det er det fokus, som flere myndigheder i dag anlægger, men vi er kommet meget sent i gang, og det er tydeligvis uvante problemstillinger i en tidligere meget homogen kultur. Læg hertil en utilstrækkelig regulering af botilbuds- og krisecenterområdet, som navnlig ikke tager højde for, at dele af området er markedsudsat.

Vold og undertrykkelse findes i alle kulturer

En af de danske forskere, som har bidraget mest de senere år til at kaste lys over negativ social kontrol, æresrelateret vold, tvangsægteskaber, genopdragelsesrejer med videre, er professor MSO Anika Liversage fra VIVE. Hun har for nylig i et interview med Politiken om sin omfattende forskning på området pointeret, at der i tilgift til sager som Aishas også er sager, hvor de afgørende faktorer bag vold og undertrykkelse af indvandrerpiger og -kvinder er sociale og sundhedsmæssige forhold og eventuelt svære krigstraumer.

Ligesom Sofie Danneskiold-Samsøe, Yvonne Mørck og Bo Wagner Sørensen, da de for 15 år siden udgav deres banebrydende bog om vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier, blev mødt med det synspunkt, at den voldspraksis, de dokumenterede, intet havde med kultur at gøre, så er der debattører, der har afvist professor Liversages indsigter og ladet forstå, at når indvandrerpiger og -kvinder oplever vold og grov undertrykkelse, så har det kun noget med kultur at gøre.

Det har i høj grad noget med kultur at gøre, men der er ikke nogen en til en-sammenhæng mellem at have været udsat for vold og undertrykkelse og at tilhøre en bestemt etnisk gruppe. Vold og undertrykkelse finder sted i alle kulturer, og selv i kulturer, hvor det er accepteret at bruge grov vold i visse situationer, sker der også vold og undertrykkelse af andre årsager end tradition og æreshåndhævelse.

Tunge krigstraumer kan, både alene og i sammenhæng med forskellige andre risikofaktorer, resultere i vold. En udpræget æreskultur er en af disse risikofaktorer. Men det samme er social isolation, ubehandlet tilstødende psykisk lidelse, økonomisk deroute med videre.

Tilsvarende kan der optræde vold og undertrykkelse alene som resultat af en stærk æreskultur, uden at der er andet på spil. Ingen sociale, økonomiske eller sundhedsmæssige problemer, blot en stærk patriarkalsk kollektivistisk kultur opretholdt gennem stærke æreskodekser, som beskyttes effektivt blandt andet ved at sanktionere brud på kodekset med vold og trusler om vold.

Kræver nok en kulturændring hos majoriteten

Indvandrere fra MENAPT-lande er stærkt overrepræsenterede i voldsstatistikken både som gerningsmænd og som ofre. Det samme gør sig gældende, når vi taler om undertrykkelse og æreskultur i almindelighed.

Vi havde i vores naivitet troet, at var man migreret fra lande, som sætter en ære i vold og undertrykkelse af kvinder, så havde man også vendt barbariet ryggen. Men vi har erfaret, at sådan forholder det sig ikke altid, hvilket vi ikke længere kan være i tvivl om. Der er heller ingen tvivl om, at det kræver en indsats over en bred kam, hvis vi skal bekæmpe vold mod kvinder i almindelighed og vold mod og undertrykkelse af etniske minoritetskvinder i særdeleshed.

Vi er for det første nødt til at kunne forstå (alle) de forskellige sammenhænge, det optræder i, ellers kan vi ikke spotte volden alle de steder, hvor den findes. Og det er vi nødt til at blive markant bedre til.

For det andet er vi nødt til at blive markant bedre til at gribe ind tidligt og bekæmpe det, når vi ser det. Og med dette 'vi' mener jeg alle – familie, naboer, kolleger og ikke mindst personale i dagtilbud, skoler og sundhedssektoren. Dette kræver nok en kulturændring hos os i majoritetsbefolkningen, som blandt andet indebærer, at vi lægger noget berøringsangst på hylden.

Og endelig for det tredje er vi nødt til at sikre os, at de hjælpesystemer, der trods alt træder til på et tidspunkt, primært har den udsatte kvindes tarv for øje.

Det sidste lyder banalt, men Aishas historie illustrerer, at det sikrer reguleringen af området for kvindekrisecentre ikke, som det er i dag.