Buurtzorg-teams forudsætter frihed under ansvar – men evner vi det?

En ældrepleje med bedre kontinuitet, lavere omkostninger trods højere løn til de ansatte og en markant højere tilfredshed blandt brugere er det, som den hollandske Buurtzorg-model stiller i udsigt. Mange kommuner i Danmark forsøger for tiden at omstille deres ældrepleje i den retning for at opnå nogle af de gevinster, som er forholdsvis veldokumenterede i Holland.

Da konceptet med Buurtzorg-modellen blev introduceret i Danmark for ca. fem år siden, var det med en meget forsimplet fortælling om, at man startede med at drikke en kop kaffe med borgeren, og så forsvandt 40 pct. af ydelsesbehovet mere eller mindre af sig selv.

Siden er der kommet langt flere detaljer om, hvordan Buurtzorg drives. Herunder tæller, at der er tale om en ekstremt professionel organisation, der på lange stræk minder om en franchise-virksomhed, der stiller en komplet infrastruktur med alt fra dataunderstøttelse og uddannelse til vagtplanlægningsredskaber til rådighed for mindre selvledende plejeteams. Modellens teams har maksimalt 12 ansatte, som får en særdeles udstrakt frihed til selv at tilrettelægge og styre deres eget arbejde, så længe en række økonomiske og kvalitetsmæssige nøgletal balancerer.

Byttehandlen: Frihed til selvledelse – så længe målene nås

Byttehandlen er langt hen ad vejen frihed i form af selvledelse, så længe de centrale KPI’er (Key Performance Indicator) opfyldes.

Gevinsten høstes bl.a. ved, at der findes lokale løsninger på lokale behov og en ekstremt lav overheadprocent på bare otte pct. drevet af, at der er færre end 100 medarbejdere beskæftiget med ledelse og administration i en virksomhed med over 10.000 ansatte.

Forudsætningen for succes: Selvledelsen skal være reel

Spørgsmålet er, i hvilket omfang denne byttehandel kan laves i en dansk kontekst. Ud over en lang række tekniske udfordringer i forhold til bestiller-udfører-systemet, fritvalgsmodeller, prisfastsættelse osv. er det et kernespørgsmål, om vi reelt tør lave byttehandlen mellem frihed i form af selvledelse og måloverholdelse.

For det betyder i praksis, at både administrationen og det politiske niveau skal evne at holde fingrene fra driften, når den første borgerklage kommer, og at de skal modstå fristelsen til at ændre i de opstillede KPI’er, hvis der er overskud på driften eller blot behov for at omfordele penge mellem kommunens ressortområder.

Det hollandske sundhedssystem er bygget på en socialforsikringsmodel, som indkøber hjemmepleje til forsikringstagerne fra en række forskellige udbydere, hvoraf Buurtzorg er én af dem. Som det gør sig gældende med den type relationer, er der en række mål, der skal nås til en aftalt pris. Eventuelle uoverensstemmelser, der ikke kan løses i mindelighed, er et retsligt anliggende.

Denne beskyttede konstruktion gør det muligt for Buurtzorg, der opererer som en non-profit organisation med en lav omkostningsbase, at tilbyde de tilknyttede team relativt fordelagtige vilkår, så længe der blot leveres på de opstillede mål. Noget for noget, med udstrakt gensidig tillid, så længe der leveres på kvalitet, proces og økonomi.

Tør politikerne afgive kontrol og slippe Buurtzorg-modellen fri?

Brydes tilliden, altså hvis teamet f.eks. ikke længere selv kan beholde noget af gevinsten knyttet til at tilrette arbejdet på smartere måder, så forsvinder store dele af drivkraften bag de flotte resultater, Buurtzorg har opnået i Holland.

Et væsentligt spørgsmål, vi må stille os selv, er, om vi i Danmark har nok administrativ og politisk selvkontrol til, at vi reelt tør føre visionerne bag Buurtzorg-modellen ud i livet? Hvis ikke, så forsvinder meget af drivkraften i modellen – for det er altså ikke kun kaffen med borgeren, der gør det.