Hvordan kan vi gøre noget ved ‘de dyre borgere’, når vi ikke ved, hvem de er?

I landets ti største kommuner var der sidste år 2.328 borgere, som kostede deres kommune over én million kroner. Det er 29 pct. flere end for fem år siden, viser tal fra Mandag Morgen. De 2.328 borgere fik hjælp, støtte og pleje for 3,7 milliarder kroner, eller i gennemsnit for 1,6 millioner kroner om året.

Udviklingen er hverken ny eller ukendt, og flere er i gang med at undersøge stigningen i ‘dyre borgere’. F.eks. har den daværende regering og KL nedsat et ekspertudvalg på socialområdet, der blandt andet skal se på årsagerne til de stigende omkostninger.

Som det desværre alt for ofte er tilfældet på det kommunale sundhedsområde, står vi forskere derfor lidt forpjuskede og siger, at vi kan se, det stiger, men ikke rigtig hvorfor. 

Det er dog yderst vanskeligt at afdække de underliggende årsager til stigningen, fordi der ikke findes registerdata på individniveau om, hvem der bruger de mange ressourcer, og derfor er det heller ikke umiddelbart muligt at koble sundhedsdata, skoledata eller lignende til dem, der har et meget højt forbrug af hjælp og støtte. Som det desværre alt for ofte er tilfældet på det kommunale sundhedsområde, står vi forskere derfor lidt forpjuskede og siger, at vi kan se, det stiger, men ikke rigtig hvorfor.

Uholdbar stigning sprænger budgetterne

At stigningen på mange måder er uholdbar, er oplagt. Kommunerne er underlagt et rammebudget, og stigninger i udgifterne til det specialiserede socialområde, eller for den sags skyld sundhedsområdet, sker i høj grad reelt i områder under serviceloven, dvs. ældreområdet og i nogen omfang børneområdet.

Men at noget er oplagt uholdbart, betyder desværre ikke, at det er oplagt, hvad man skal gøre ved det. En stor del af stigningen på det specialiserede socialområde skyldes, at priserne hos især de private leverandører er stigende. Her strides to primære konkurrerende og måske supplerende forklaringer:

1. at efterspørgslen er langt højere end udbuddet, blandt andet fordi kommunerne har ringe incitament til at etablere tilstrækkeligt med tilbud, og den manglende konkurrence driver derfor priserne opad

2. Socialtilsynet har stillet flere krav til uddannede medarbejdere og bedre personaledækning, f.eks. om natten. Sandheden ligger formodentlig et sted mellem de to udsagn, men mere præcist er det desværre svært at komme det uden bedre data.

Kan national/regional specialeplanlægning bremse galopperende udgifter?

I DR’s dækning af ‘de dyre borgere’ efterlyste direktøren for Social og Arbejdsmarked i Randers Kommune, Helene Bækmark, en national eller regional kapacitet til at varetage en specialeplanlægning, som man kender det fra sygehussektoren, så færre borgere ender i måske for dyre private tilbud.

Både på det specialiserede socialområde og på kommunernes sundhedsområde er der akut behov for, at der bliver indsamlet styrings- og kvalitetsdat

Tanken er ikke ny, men det vil kræve, at man reelt griber ind i det kommunale selvstyre og flytter planlægningskompetencen væk fra kommunerne på det specialiserede socialområde. Og for at kunne lave meningsfuld national eller regional specialeplanlægning vil forslaget også kræve nationale eller regionale planlægningsdata.

Bedre kvalitet forudsætter adgang til data

Det regionale sundhedssystem slås med en lang række prioriteringsudfordringer, men den kvalitetsfremgang, der har kunnet dokumenteres på det det specialiserede sundhedsområde, har faktisk været datadrevet.

Når vi taler om det specialiserede socialområde, som reelt har store overlap til en lang række andre kommunale ydelsesområder og til den regionale psykiatri, så er det svært at finde gode veje for, hvordan vi bør prioritere og udvikle området, når vi har så ringe data om det samlede borgerforløb. Det virker underligt og kontraproduktivt, at vi forskere ikke har mulighed for at identificere borgere, der i gennemsnit trækker ydelser for 1,6 millioner kroner om året.

Både på det specialiserede socialområde og på kommunernes sundhedsområde er der akut behov for, at der bliver indsamlet styrings- og kvalitetsdata. Ellers er det svært at se, hvordan nye og gode løsninger skal kunne findes lokalt. Og hvis en god løsning trods hårde odds alligevel skulle skyde op af jorden, så bliver det også svært at kunne overbevise andre om, at det faktisk er en bedre løsning.