Kvinders sundhed afslører blinde vinkler i sundhedsvæsenet

På kvindernes internationale kampdag kan vi glæde os over, at regeringen har afsat 160 millioner kroner til kvinders sundhed, der skal styrke viden om sygdomme, der særligt rammer kvinder. Det er en nødvendig prioritering.

I vores arbejde støder vi ofte på kønsforskelle i sundhed og velfærd. Mange af forskellene er veldokumenterede. Men vi ved langt mindre om, hvorfor de opstår.

Ulighed i sundhed opstår ikke kun i kroppen. Den opstår også i mødet mellem patient og sundhedsvæsen. Derfor bør en del af regeringens midler prioriteres til analyser, der systematisk afdækker de strukturer og praksisser, som former vurderinger, prioriteringer og behandlingsforløb.

Kønsforskelle opstår i praksis

Forskning peger på, at kvinder oftere bliver underdiagnosticeret og underbehandlet, fordi deres smerter og symptomer ikke bliver anerkendt eller vægtet i samme grad som mænds. Skyldes det biologiske forskelle i sygdomsudtryk? Eller forskelle i, hvordan kvinder og mænd beskriver deres symptomer? Forklaringen er næppe entydig.

Vi ser også, at kvindelige patienter med kvindespecifikke kræftformer har lavere dødelighed, hvis deres læge er en mand med døtre. Er det et udtryk for større kendskab til kvinders livsvilkår? Eller peger det på, at kliniske vurderinger bliver påvirket af de erfaringer og perspektiver, som den enkelte læge kommer med?

Et VIVE-studie viser, at kvinder oftere end mænd har kontakt til sundhedsvæsenet i forbindelse med mental sundhed, når en forælder får en demensdiagnose. Er det et udtryk for biologiske forskelle? Eller hænger det sammen med sociale roller og forventninger til, hvem der tager ansvar i familien?

VIVEs sundhedsøkonomiske beregner (BIS) viser desuden, at kvinder med ADHD oftere er på førtidspension og i mindre grad er selvforsørgende end mænd med samme diagnose. Skyldes det forskelle i symptomudtryk og diagnosticering? Eller afspejler det uligheder i opsporing og støtteindsatser?

Blinde vinkler kræver bred viden

Spørgsmålene handler ikke om at pege fingre. De handler om at forstå, hvordan organisering, normer og praksisser i sundhedsvæsenet kan få betydning for, hvem der bliver diagnosticeret og får behandling – og med hvilke konsekvenser.

Sundhedsvæsenet er en af de mest centrale institutioner i vores velfærdssamfund. Hvis vi vil tage ligestilling i sundhed alvorligt, kræver det viden, der går på tværs af discipliner og forskningsmiljøer – hvor klinisk indsigt kobles med samfundsvidenskabelige og humanistiske perspektiver.

Kvinders sundhed afslører blinde vinkler. Regeringens investering er et vigtigt skridt. Men skal vi mindske uligheden, må vi også rette blikket mod rammerne omkring sygdom og behandling. Ellers risikerer vi at investere i kvinders sundhed uden at ændre de strukturer, der skaber uligheden.

Debatindlægget er bragt i Sundhedsmonitor d. 6. marts 2026.