Opdraget til vold

I en tid hvor der jævnligt er historier om vilde unge, der brænder biler af, og bandeopgør – og hvor statsministeren taler om tryghed i nattelivet og om at forebygge unges hærgen, er det interessant at stille spørgsmålet: Kan et barn blive opdraget til vold?

Hvis et barn har oplevet, at forældre skiltes, eller barnet bliver anbragt uden for hjemmet, kan man så sige noget sikkert om, hvorvidt barnet senere vil blive dømt for vold? Eller vil det være udslagsgivende, at barnet har levet i et stærkt belastet boligområde? Eller at barnet har levet sin barndom i en familie med vold og druk?

Vi kommer nok aldrig til at kunne forudsige det enkelte menneskes liv – lige meget hvor detaljeret vi kender personens opvækstbetingelser. Men alligevel kan forskningen i børns opvækstforhold allerede i dag give nogle interessante resultater, som måske kan anvendes i den måde, vi vælger at indrette samfundet på. Som måske kan pege på, hvilket spor der skal forfølges for at forebygge kriminalitet bedst.

Forskning i kriminel adfærd kan traditionelt opdeles i fire grupper med hver sine forklaringer og forslag til reduktion af kriminel adfærd. Nogle forskere mener, at kriminalitetsforskelle mest handler om karakteristika ved lokalområdet snarere end personers individuelle forhold. Andre fokuserer på opvækstforholdene i familien for her at finde baggrunden for deres afvigende adfærd som unge eller voksne. Forældres alkoholmisbrug, teenagemoderskab, skilsmisser, lav indkomst, arbejdsløshed og nedsat forælderevne ser i disse undersøgelser ud til at forudsige en øget risiko for børnenes senere kriminelle adfærd. En tredje vinkel forklarer kriminalitetsforskellene med de unges aktuelle individuelle ressourcer, f.eks. ved forskelle i omfang af deres egen arbejdsløshed, fattigdom, manglende uddannelse eller deres egen familiemæssige status som enlig, samlevende med eller uden børn. Endelig er der den fjerde opfattelse, hvor forskere lægger vægten på, at det er de øjeblikkelige situationsforhold, der påvirker risikoen for kriminel adfærd i højere grad end
individuelle forhold. Det kan f.eks. være de mange butikstyverier, der fulgte med den ændrede butiksstruktur med selvbetjeningsbutikker.

De forskellige opfattelser leder til forskellige anbefalinger til at reducere den kriminelle adfærd. Hvis man har fokus på lokalområdets betydning, så vil man bekæmpe kriminalitet gennem aktivering af beboerne i området og den sociale kontrol. F.eks. områdeløft hvor skoler og børneinstitutioner og lokale aktiviteter støttes i særligt belastede områder.

Forskningen, der lægger vægt på opvækstforholdenes betydning, vil typisk fremhæve forebyggende programmer, der især retter sig imod at støtte de særligt sårbare eller udsatte familier til at bryde en negativ social arv. Den tredje opfattelse vil især føre til tiltag for at fremme individuelle ressourcer gennem uddannelses- og beskæftigelsesforanstaltninger for de unge, uanset hvor de unge bor. Endelig kan man inden for den fjerde opfattelse, der fokuserer på den situationsbestemte kriminalitet, f.eks. nævne, at en stor del af butikstyverier kunne undgås ved mærkning af udsatte varegrupper, og at økonomisk kriminalitet kunne reduceres ved uafhængig, effektiv revision osv.

Alt dette er bare teori. Men man kan undersøge, hvilken opfattelse der er bedst, hvis man følger en hel årgang unge og ser, hvem af dem der bliver dømt for vold. Er det dem, der boede i et stærkt belastet boligområde, eller dem, der ikke fik en uddannelse? Og vil der være forskel på, hvilken type af kriminalitet der fokuseres på?

I samarbejde med to engelske forskere fra Lancaster Universitet har M. Azhar Hussain (Københavns Universitet) og undertegnede netop lavet sådan en undersøgelse her i Danmark, hvor alle drenge, der er født 1980 – i alt 29.944 – blev fulgt i deres ungdomsår frem til udgangen af 2003. Af disse blev 1.778 dømt for butikstyveri, 1.585 blev dømt for vold, mens nogenlunde samme antal blev dømt for indbrud (1.208). De unges liv, før de blev dømt for første gang, blev undersøgt for hver type kriminalitet.

Undersøgelsen viste, at alle fire forskellige grundsyn kunne bidrage til forklaringen af disse former for kriminalitet. Man kan således ikke afvise, at alle de nævnte opfattelser kan give hver sit bidrag til forståelsen af kriminalitet blandt de unge. Forældre/barn-relationen under opvæksten, strukturelle forhold omkring opvæksten, boligområdets belastninger og den unges individuelle ressourcer osv. – alle gav en statistisk signifikant forudsigelse for, hvor mange unge der senere ville blive dømt for kriminalitet. Selvom vi ikke kunne forudsige, hvem af de unge, der ville blive dømt for de forskellige typer af kriminalitet, kunne man alligevel sige noget om, hvor mange der ville blive dømt på baggrund af kendskab til de unges opvækstbetingelser og aktuelle ressourcer.

Hvis den unge året forinden boede i et belastet område, øges risikoen med 50 pct. for at blive dømt for vold året efter – også når der var taget hensyn til, at de unge kriminelle havde mange andre belastninger end blot det at bo i et udsat boligområde. Vold i hjemmet øgede risikoen med 80 pct. sammenlignet med dem, der ikke havde oplevet vold i hjemmet. Hvis moderen var startet med at få børn som teenager, faderen havde en dom for vold, og hvis den unge havde været anbragt uden for hjemmet, var der for hver belastning en overrisiko på omkring 50 pct.

Forældrenes erhvervsmæssige uddannelse udgjorde imidlertid en ressource, der virkede som en beskyttelsesfaktor – alt andet lige. Det vil sige, at hvis forældrene havde en uddannelse, var risikoen for en kriminel løbebane mindre for den unge.

Mens man vanskeligt kan sige noget om, hvordan det vil gå det enkelte barn, kan denne type af undersøgelser således give nogle bedre bud på andelen af de unge, der bliver dømt for kriminalitet, hvis de har levet under nogle specifikke risikoforhold. Vi søgte at klarlægge betydningen af de enkelte baggrundsforhold. Ved hjælp af en særlig analyse fandt vi frem til, hvor stor en reduktion i kriminaliteten, man måtte forvente, hvis man – teoretisk set – fjernede de enkelte risiko/belastningsforhold. Disse analyser viste, at de strukturelle forhold i samfundet betyder mest. Dvs. forældres og de unges egen arbejdsløshed, skole- og erhvervsuddannelse og fattigdom kan antages at have en større indflydelse på kriminaliteten end de øvrige baggrundsforhold som f.eks. belastede boligområder, eller om den unge tilhører en af minoritetsgrupperne.

Vi kan altså overordnet konkludere, at det at have et arbejde eller være i gang med en uddannelse beskytter unge mod at blive voldelige og kriminelle. Hvordan kan vi så bedst indrette os i samfundet for at forebygge unges hærgen i nattelivet? Som tidligere nævnt kan alle fire forskellige grundsyn på kriminalitet bruges til at forklare unges kriminalitet. De mange tiltag, der er sat i gang lige nu, repræsenterer da også en buket af forskellige indfaldsvinkler til forebyggelse og bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det vil selvfølgelig altid være vanskeligt at dokumentere, at en tidlig indsats, hvor man støtter svage familier, også vil have en effekt, når barnet kommer op i ungdomsårene. Der sker så mange andre ting for barnet, som kan styrke eller svække dets modstandskraft. Det var således opsigtsvækkende, da man fandt, at højkvalitetsbørnehaver reducerer kriminaliteten. De pågældende børnehaver var blandt andet kendetegnet ved, at man havde øje for det enkelte barns udvikling og tid til at lytte til det enkelte barns ytringer.

Man har også gode erfaringer med ’hotspot’ strategien, hvor man koncentrerer indsatsen i særligt belastede områder.

Men skal vi som samfund virkelig tænke på den lange bane, så er det altså uddannelse og tilknytningen til arbejdsmarkedet, der har størst betydning for at forebygge unges vold og kriminalitet. Man må ind og analysere, hvorfor så relativt mange unge oplever skolen som et nederlag og derfor ikke har mod på at gå i gang med en uddannelse.

Hvis vi samtidig husker, at frafaldet på ungdomsuddannelser stadig udgør et stort problem, er udfordringen ligetil. Et barn kan godt blive opdraget til vold, men der kan forebygges, og det sker bedst ved at sikre barnets udviklingschancer – blandt andet gennem støtte til svage familier, kvalitetsbørnehaver, et ordentligt skolesystem, der har ressourcer til at støtte de svage elever, uddannelsesmuligheder og et arbejde til de unge.