Interview med Moon Choi

Vil du fortælle om dig selv; din uddannelse, akademiske baggrund og hvilke emner, du har arbejdet med?

Jeg har en meget tværfaglig baggrund. Jeg tog en bacheloruddannelse i biokemi, men jeg hadede kemi! Jeg nød det virkelig i gymnasiet, og ville være videnskabsmand, men jeg fandt ud af, at jeg ikke er særligt god til at arbejde i et laboratorie. Derfor skiftede jeg retning og begyndte på kandidaten i socialvelfærd, og jeg skrev min ph.d. i socialvelfærd med fokus på gerontologi. Jeg flyttede fra Sydkorea til USA for at få min ph.d.-grad, og det største kulturchok var faktisk at køre bil. Jeg er opvokset i en storby, hvor jeg brugte masser af transport såsom metro og bus. Da jeg flyttede til Midtvesten i USA, var det svært at overleve uden at kunne køre bil, hvilket fik mig til at tænke på det at miste evnen til at køre. Derfor fik jeg lyst til at skrive min afhandling om kørselsstop, og jeg lavede en masse forskning om seniortransport, hvor jeg lærte Anu (projektkoordinator for Mature) at kende. Derefter ændrede mine forskningsinteresser sig til asiatisk teknologi. Jeg flyttede tilbage til Sydkorea for fire år siden, hvor jeg oprettede mit forskningslaboratorium Asian technology. Vores forskning handler om skæringspunkterne mellem befolkningsændringer og ny teknologi. Vi skriver rapporter om den selvstyrende bil og velfærdsteknologi og hvordan, det kan tilpasses den asiatiske model, og vi leder efter den rette teknologi.

Hvilke projekter arbejder du med for tiden?

Jeg arbejder med tre projekter i øjeblikket. Det første handler om ældrevenlige byer, for de fleste af disse modeller udvikles i den vestlige verden, og asiatiske byer er helt anderledes. De fleste af dem er enorme megabyer, og boformerne er meget forskellige, så vi udvikler for tiden en konceptuel model og laver en empirisk undersøgelse. Det andet projekt handler om seniortransport i Sydkorea, da ældre bilister er en meget vigtig problematik der. Mange taxachauffører og busschauffører er ældre, da det er svært for ældre mennesker at finde arbejde. Aldring er en alvorlig problemstilling, så vi forsøger at levere evidensbaseret praksis og politiske anbefalinger. Det tredje projekt er nyt og fokuserer på miljøspørgsmål, og vores kandidatuddannelse fik finansiering af National Foundation of South Korea til det. Med mennesket opstod en ny æra på jorden, og det får folk til at tænke meget på bæredygtighed. Vores fokus er på, hvordan befolkningsændringer har påvirket forholdet mellem jorden og mennesket.

Hvordan er aldringsområdet i Korea? Er det anderledes end i Norden på en uventet måde?

Jeg synes, at den største forskel sammenlignet med Skandinavien er velfærdsstatsmodellen. Når man taler om uformel pleje (i Skandinavien), har forventningerne ændret sig, og folk forventer ikke, at deres familie tager sig af dem. Der er dog stadig en meget stærk velfærdsstat, og derfor tror jeg, de fleste ikke frygter at blive ældre. Selv hvis folk er syge, bliver de hjulpet af staten, men den koreanske velfærdsstat er meget anderledes. Der er et meget lavt skattetryk og et meget anderledes system. Da Asien er forbundet med handicap og fattigdom, er disse områder indlejret i velfærdsstatsmodellen. Det gør en enorm forskel, når det gælder det individuelle ansvar kontra regeringen.

Hvad er dine personlige synspunkter med hensyn til befolkningsaldring? Hvad synes du, er de største udfordringer og mulige løsninger?

I disse dage handler det ikke kun om aldring. Et af de største spørgsmål, også for mig personligt, handler om meningen med livet. Min far gik på pension for nogle år siden, og han plejede at være meget aktiv, men nu virker han deprimeret, og det fik mig til at tænke meget på meningen med livet. Hvilken betydning vi har for hinanden – lige som nu, når vi diskuterer, hvilket er rart og spændende, selv om det måske ikke giver så stort et afkast. Det er vigtigt for mig at tage mig af min baby og tilbringe tid sammen med mine forældre, hvilket er meget vigtigt og meningsfuldt. Efter min mening fremhæver samfundet beskæftigelse og arbejdsliv i for høj grad, så når folk går på pension, er det svært at finde mening igen. Det er vigtigt allerede fra en ung alder at begynde at tænke på, hvad meningen med livet er i forbindelse med hverdagen. Frivilligt arbejde og forskellige former for aktiv indsats kan være godt for samfundet, og i disse dage er de alvorlige sociale problemer mentale og følelsesmæssige, da folk ofte er deprimerede og ensomme. Det centrale aspekt om meningen med livet er noget, som folk bør begynde at praktisere fra en ung alder.

Er der stadig noget, du mangler at undersøge? Et emne, der har brug for særlig opmærksomhed?

Hmm, der er så mange emner, jeg gerne vil studere. Faktisk er et af mine fremtidige mål at blive tegneserieforfatter, og jeg vil gerne skrive en børnebog om aldring og social velfærd, selvom det ikke rigtigt er forskningsrelateret.