Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Rapport 31. OKT 2022
  • Arbejdsmarked
  • Ledelse og implementering
  • Arbejdsmarked, Ledelse og implementering

4-dages arbejdsuge ved Jobcenter Esbjerg

Midtvejsevaluering

Udgivelsens forfattere:

  • Christian Højgaard Mikkelsen
  • Arbejdsmarked
  • Ledelse og implementering
  • Arbejdsmarked, Ledelse og implementering
Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE
Omkring 90 procent af medarbejderne har valgt en arbejdsuge på fire dage. Af dem arbejder cirka seks ud af ti på fuld tid.
Download udgivelsen Hent evaluering af 4-dages arbejdsuge i Esbjerg
Download udgivelsen Hent evaluering af 4-dages arbejdsuge i Esbjerg
  • Christian Højgaard Mikkelsen

    Senioranalytiker

    33 48 09 57
    chhm@vive.dk

Medarbejderne i Jobcenter Esbjerg har som forsøg selv valgt, om de vil have en arbejdsuge på 4 eller 5 dage. Generelt er begge grupper meget tilfredse med deres arbejde, viser en evaluering. Der er dog også forskelle. På eksempelvis områder som samarbejde og kompetenceudvikling er medarbejderne på 4-dages ugen mere tilfredse end deres kolleger på 5-dages ugen.

Det bliver stadig mere udbredt for arbejdspladser at tilbyde deres medarbejdere fleksible tilrettelæggelser af arbejdstiden. Det kan være i form af 4-dages arbejdsuge. Det gælder for eksempel i Jobcenter Esbjerg, hvor medarbejderne siden 1. januar 2021 har haft mulighed for at vælge, om de ønsker en 4- eller 5-dages arbejdsuge. Ca. 90 procent af medarbejderne har valgt 4-dages arbejdsugen. Forsøget kører over 3 år.

Medarbejdere på fuld tid arbejder som udgangspunkt stadig 37 timer om ugen, uanset om de deres arbejdsuge er 4 eller 5 dage. I 2022 arbejder 58 procent af medarbejderne på 4-dages ugen på fuld tid, mens det samme gælder 77 procent af medarbejderne på 5-dages ugen. De resterende arbejder deltid. For medarbejderne på fuldtid på 4-dages ugen er tiden fordelt på 35 ordinære timer og 2 timer til kompetenceudvikling. Medarbejderne på 5-dages ugen har 37 ordinære timer.

Esbjerg Kommune har bedt VIVE evaluere projektet. Formålet med denne midtvejsevaluering er at undersøge, hvordan det generelle arbejdsmiljø er i Jobcenter Esbjerg, hvordan det har udviklet sig siden starten af 2021, og hvordan det har udviklet sig for medarbejdere på henholdsvis 4- og 5-dages arbejdsugen. Vi evaluerer på generel trivsel, arbejdstempo, samarbejde og ledelse, fastholdelse og rekruttering, kompetenceudvikling samt fleksibilitet.

Den endelige evaluering af forsøget udkommer i 2024, når forsøget er afsluttet.

Resultater

Generelt er medarbejderne meget tilfredse med at arbejde i Jobcenter Esbjerg. I 2022 oplever 97 procent af alle medarbejdere, at de overordnet set er tilfredse eller meget tilfredse med deres arbejde. Ser man alene på de medarbejdere, der arbejder 5 dage om ugen, er tallet 94 procent. Der kan være mange faktorer, der har påvirket jobtilfredshed og arbejdsmiljø siden forsøgets begyndelse. Vi kan derfor ikke fastslå, at ændringer alene skyldes indførelsen af 4-dages arbejdsugen eller medarbejdernes frie valg af arbejdsuge. Men resultaterne i midtvejsevalueringen kan give overordnede indikationer af, hvordan medarbejderne i Jobcenter Esbjerg opfatter deres arbejdsmiljø.

De fleste på både 4- og 5-dages arbejdsugen vil i 2022 i (meget) høj grad anbefale andre at søge en stilling i Jobcenter Esbjerg. Der er dog markant forskel: 82 procent af medarbejderne med 4 arbejdsdage og 69 procent af medarbejderne med 5 arbejdsdages vil i (meget) høj grad anbefale andre at søge en stilling i Jobcenter Esbjerg. Samtidig er der i 2022 signifikant flere på 4-dages ugen, der vil anbefale andre at søge en stilling, sammenlignet med 2021.

Det har været frivilligt, om medarbejderne ville have en arbejdsuge på 4 eller 5 dage. Men færre medarbejdere på 5-dages ugen end på 4-dages ugen mener i 2022, at det i høj eller meget høj grad har været et frivilligt valg. 82 procent på 4-dages ugen mener, at det i (meget) høj grad er et frivilligt valg, mens det samme gælder 56 procent af medarbejderne på 5-dages ugen. Det kan skyldes, at nogle medarbejdere har oplevet, at ledelsen foretrak en arbejdsuge på 4 dage.

Flere medarbejdere på 5-dages arbejdsugen oplever, at de nogle gange mangler en kollega eller sparringspartner sammenlignet med medarbejdere på 4-dages ugen i 2022. Samtidig oplever flere på 5-dages ugen, at de går glip af noget socialt samvær på arbejdspladsen som følge af deres valg af arbejdsuge.

Medarbejderne på 4-dages ugen mener i højere grad end medarbejdere på 5-dages ugen, at der generelt er fokus på kompetenceudvikling i Jobcenter Esbjerg. I 2022 mener 46 procent på 4-dages ugen, at der i (meget) høj grad er fokus på kompetenceudvikling i Jobcenter Esbjerg, mens dette gælder for 40 procent på 4-dages ugen. Omvendt mener henholdsvis 12 og 23 procent af medarbejderne på 4- og 5-dages ugen, at der i (meget) lav grad er fokus på kompetenceudvikling.

Metode

Midtvejsevalueringen baserer sig på to runder af en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejderne i Jobcenter Esbjerg. Den første runde blev foretaget i januar 2021, mens anden runde blev foretaget i juli 2022. Spørgeskemaet var i vid udstrækning det samme i de to runder.

Spørgeskemaet blev i begge runder sendt til 429 medarbejdere. I 2021 blev der indsamlet 309 besvarelser, og i 2022 blev der indsamlet 297 Det svarer til svarprocenter på hhv. 72 og 69.

Udgivelsens forfattere

  • Christian Højgaard Mikkelsen

Om denne udgivelse

  • Finansieret af

    Esbjerg Kommune
  • Udgiver

    VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev