Anbragte børn og unge med autisme

Opgørelser viser, at børn og unge med autisme oftere bliver anbragt uden for hjemmet end andre børn og unge. Man kender ikke baggrunden for denne overrepræsentation, men nogle forældre til børn med autisme har udtrykt bekymring for, om anbringelser uden samtykke sker på grund af en manglende forståelse for barnets og familiens situation.

Formål

Social- og Boligministeriet har bedt VIVE undersøge, hvad der ligger til grund, når børn og unge med autisme bliver anbragt uden for hjemmet. Har de ofte et støttebehov, der gør en anbringelse nødvendig? Stiller det særlige krav til familien at have et hjemmeboende barn med autisme? Mangler kommunerne viden og ressourcer til at hjælpe børnene, mens de er derhjemme? Eller bliver børnenes autistiske træk og mistrivsel i skolen fejltolket som bekymrende adfærd eller manglende forældreevner?

Fire typer forløb før anbringelse

Børn og unge med autisme, som bliver anbragt uden for hjemmet, kan ikke skæres over én kam. Undersøgelsen finder fire grupperinger med forskellige forløb op til anbringelsen:

• Det ufrivilligt anbragte barn
• Det tidligt diagnosticerede barn
• Den udtrættede familie
• Den unge til fare for sig selv eller andre

Det ufrivilligt anbragte barn får typisk en sag i kommunen i førskolealderen, inden det senere bliver udredt og anbragt. Forældrene føler sig misforstået og overvåget og er kritiske over for både kommunen og anbringelsen, som i deres optik ikke hjælper barnet.

Det tidligt diagnosticerede barn har et omfattende støttebehov og bliver typisk anbragt tidligt på forældrenes egen foranledning. Forældrene har et positivt samarbejde med kommunen og synes, at anbringelsen gavner barnet.

I den udtrættede familie viser udfordringerne sig typisk først ved skolestart, hvor barnet udredes og får en diagnose. Herefter følger et udmattende forløb for familien, der til sidst kommer i kontakt med kommunen uden at få et tilbud, der hjælper barnet. Barnets mistrivsel forværres, og det ender til sidst med at blive anbragt. Forældrene er kritiske over for kommunen og mener, at anbringelsen kunne været undgået med rettidig hjælp.

I grupperingen den unge til fare manifesterer udfordringerne og diagnosen sig typisk først i (før)puberteten, og afstanden mellem kontakten til kommunen og anbringelsen kan være kort – for eksempel hvis der er tale om en akutanbringelse, fordi den unge er selvmordstruet, psykotisk eller voldelig.

Fire perspektiver for bedre praksis

På tværs af de fire grupperinger peger undersøgelsen på fire områder, hvor de sociale myndigheder og andre aktører inden for autismeområdet står over for nogle uløste udfordringer:

For det første er der behov for, at de sociale myndigheder anlægger en anerkendende tilgang til forældrene – både i forløbet op til anbringelsen, under selve anbringelsen og i forbindelse med en eventuel hjemgivelse.

For det andet efterspørger forældre, at de kommunale rådgivere har mere autismespecifik viden om, hvordan man bedst støtter børnene og de unge. Det er ikke kun vigtigt for børnene, men også for samarbejdsrelationen mellem familien og de sociale myndigheder.

For det tredje peger undersøgelsen på, at der i højere grad er behov for rettidige og differentierede indsatser. Nogle informanter fremhæver eksempelvis, at de indsatser, der gives, ofte ikke er omfattende nok. Man bør derfor starte på et højere trin på den såkaldte indsatstrappe.

For det fjerde er der behov for at få afklaret dilemmaer, som knytter sig til målgruppen af autistiske børn og unge. Hvordan skal den enkelte kommune for eksempel balancere principperne mellem ’den mindst indgribende indsats’ og ’den rette indsats til rette tid’? Hvordan stiller det forældrene, hvis to faglige autoriteter (eksempelvis psykiatrien og skolen) har helt forskellige perspektiver på, hvad der er den rette støtte til barnet? Og hvordan får man etableret kreative og individuelt målrettede indsatser, som går på tværs af barnets hjem og skole?

Metode

Undersøgelsen er baseret på en survey blandt 87 forældre til anbragte børn og unge med autisme. Ud af dem har 27 forældre deltaget i dybtgående interview, og i 15 tilfælde har vi tillige indhentet den kommunale sag om barnet.

Desuden har vi interviewet 11 kommunale rådgivere og ledere og indhentet fem komplekse sager fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO, som omhandler rådgivningsforløb om anbragte børn og unge med autisme. Endelig har vi talt en række fagfolk fra området.