Children out of Place? Negotiating Children's Places from the Margins

”Lidt ligesom hvis man har faldet og slået hul i hovedet, og man skal på et hospital. Det er jo heller ikke et hjem, selvom man er der i et par år, eller et par dage eller…”

Sådan beskriver 11-årige Maria krisecenteret. Hverdagen udspiller sig sammen med andre familier og personalet, og det er svært at skabe sine egne private rum. Som flere af de andre børn har hun brugt meget tid på familiens værelse, hvor hun ikke bliver forstyrret af andre.

Denne artikel undersøger, hvordan børn oplever deres hverdagsliv på et krisecenter. Den bygger på otte måneders etnografisk feltarbejde på et krisecenter samt interview med ti børn. Feltarbejdet var en del af et større projekt, der omhandlede oplevelsen af familie- og hverdagsliv blandt børn og mødre på et krisecenter. I alt deltog 26 familier i projektet.

Børnene udfordrer de voksne

Et krisecenter er både et hjem, en arbejdsplads og en institution. Det skal kunne rumme mange forskellige personer og aktiviteter i løbet af dagen.

Børnenes hverdag bliver i høj grad kontrolleret af voksne (deres mor, beboere og medarbejdere), som for eksempel beder dem om at tage hensyn til de andre familier.

Jævnligt fortæller andre mødre eller medarbejdere børnene, hvordan de skal opføre sig. Det overskrider nogle af børnenes grænser, fordi de ikke vil rettes på af andre end deres mor. Børnene udfordrer dog de voksnes kontrol.

De siger fra, for eksempel verbalt eller ved at lukke døren ind til forskellige rum, eller gør ting, de ikke må, for eksempel står på bordene eller hopper i sofaen, når de voksne ikke kigger. På den måde tager de kortvarigt kontrol over det særlige sted, som et krisecenter er.

De pladser, børnene selv skaber, er flygtige

Begrebet ”pladser” er centralt i artiklen. ”Plads” er et vigtigt begreb i barndomssociologien. Det har en dobbelt betydning. Det henviser både til de positioner, som børn har, for eksempel i en familie eller i samfundet, og til de fysiske steder, de befinder sig, for eksempel en børnehave eller det offentlige rum. På den måde kan begrebet bruges til at analysere samspillet mellem sociale relationer og fysiske rammer på krisecenteret, og hvad det betyder for børns hverdagsliv.

Når man taler om pladser, kan man skelne mellem de pladser, som voksne skaber til børn, og de pladser, som børnene selv skaber. På krisecenteret var legerummet et sted, som de voksne havde tildelt børnene som deres plads. Børnene blev ofte henvist til legerummet, hvis de pladser, de havde skabt til dem selv, stødte sammen med andre hensyn på krisecenteret. Men når dette skete, genoptog børnene ofte ikke deres aktiviteter i legerummet. 

Skab plads til børnene

De seneste 30 år har der været fokus på børns rettigheder. Derfor har børn fået en stærkere position på krisecentre. De er blevet klienter i deres egen ret. Artiklen viser dog også, at børnenes position fortsat kan møde udfordringer i dagligdagen. På krisecentre skal de tage hensyn til mange forskellige mennesker og handlinger. Deres praksisser og pladser må ofte vige for andre praksisser. Børnene har dog stadig et handlingsrum. De udfordrer den kontrol, som de oplever; de sætter grænser over for andre, og de skaber deres egne private rum.

Artiklen viser, at det er vigtigt at have øje for, hvordan børn selv skaber deres egne pladser, og finde måder, hvorpå disse kan få ”plads” i institutionelle sammenhænge. Det er afgørende at få skabt plads til børnene, da tidligere forskning har vist, at børns egne pladser er vigtige for den måde, de udforsker sig selv, deres relationer og positioner.