Danskundervisning til voksne udlændinge

Alexej er biokemiker og arbejder i en større dansk virksomhed. Arbejdssproget er engelsk, og det taler Alexej flydende. Det kniber dog med at få lært dansk.

Alexej stammer fra Rusland. Han har en kollega, som forsøger at lære russisk, og derfor bytter de sprog i frokostpausen. Kollegaen taler russisk, Alexej taler dansk. Det er de mest langsomme samtaler, han nogensinde har haft. Det kræver en del tålmodighed, lidt mere end Alexej reelt har. Han sætter pris på kollegaens hjælp, men Alexej bliver frustreret, når han forsøger at tale dansk, fordi han ikke kan udtrykke sig, som han plejer. Så føler han sig ikke som sig selv.

Alexej bruger ikke tid på lektier derhjemme. Lige nu er hans første prioritet arbejdet. Han går til dansk to gange om ugen efter arbejde. På det tidspunkt er han træt, og det kan være svært for ham at forstå, hvad underviseren siger.

Der er 20-25 kursister til undervisningen, de er alle på DU3, men er nået til forskellige niveauer af uddannelsen. Desuden taler de alle sammen dansk med hver deres accent. Så det kan være svært at vide, hvordan ordene rent faktisk skal udtales, og Alexej føler ikke, at han bliver bedre til dansk.

Han er faktisk i tvivl om, hvorvidt det kan lykkes at lære dansk på et niveau, hvor han kan føle sig som sig selv, når han taler. Derfor ved han heller ikke, om han gør alle modulerne færdige. Det er frustrerende at lære dansk, og hvis han alligevel flytter, vil det være spildt arbejde.

Daryna arbejder ufaglært på et plejehjem. Hun gør rent og har også tid med borgerne. På plejehjemmet bliver der kun talt dansk. Børn og ældre mennesker er de bedste at tale med, synes Daryna. Hun ved godt, at hun tit laver fejl, men det føles ikke så slemt, når det er borgerne, hun taler med. De siger bare: ”Hvad siger du? Jeg kan ikke høre dig”. De er tålmodige, og på arbejdet synes hun, at hun har en god relation til borgerne.

Daryna stammer fra Ukraine, hvor hendes mand stadig er. Derfor er hun alene med sin søn, som allerede har lært sig dansk. Det første stykke tid i Danmark forstod Daryna ikke et ord af, hvad der foregik i børnehaven. Nu kan hun forstå omkring 70 %, og det betyder meget for hende.

Daryna mener, at man skal lære sproget i det land, man bor i. Det er en måde at vise respekt på. Daryna har dog nogle lange dage, fordi hun både går på arbejde, er alene med sin søn og deltager i undervisningen på sprogskolen.

På arbejdet prøver hun at bruge de ord, hun har lært på sprogskolen. Det er en god måde at lære sprog på, synes Daryna. Hun har også en sød kollega, som hjælper hende. Hvis Daryna hører et ord, hun ikke kender, beder hun kollegaen om at skrive det ned til hende. Så tager hun det med til sin underviser på sprogskolen.

Daryna er snart færdig med undervisningen på sprogskolen. En del fra hendes hold supplerer med FVU for at blive klar til PD2. Det har Daryna ikke overskud til. Men hun overvejer, om hun skal tage FVU, når hun har bestået PD2, så hun kan blive bedre til dansk. Hun er dog i tvivl om, hvorvidt det er bedst at tage FVU på sprogskole eller på VUC. Måske skal hun bare holde en pause, hvor hun kun arbejder og passer sin søn.

Mariam stammer fra Syrien. Hun flygtede, da borgerkrigen brød ud.

Da hun ankom til Danmark, blev hun sendt i praktik i et supermarked. Her arbejdede hun 2 dage om ugen, resten af ugen gik hun på sprogskole. 

Mariam beskriver praktikforløbet som ganske forfærdeligt. Hun brugte dagen på at være bange for, at en kunde skulle spørge hende om noget. Nogle gange oplevede hun, at kunderne blev irriterede på hende, fordi hun ikke talte dansk. Det kunne hun faktisk godt forstå. 

Mariam ville ønske, hun havde kunnet gå på sprogskole hver dag det første stykke tid, så hun kunne have lært dansk, inden hun kom i praktik.

Nu har Mariam været i Danmark i 8 år, og hun taler næsten flydende dansk. Det er lykkedes hende at få en dansk veninde. Det satte hun stor pris på, og veninden har hjulpet hende med at øve det danske.

Mariam går på avu. Hun supplerer sin SU ved at arbejde ufaglært på et plejehjem, hvor hun arbejder om aftenen og hver tredje weekend.

Mariam elsker at tale med de gamle mennesker på plejehjemmet. Hun synes, det fungerer godt, at hun kan øve sit sprog på både avu og på arbejde.

Adriana var kun til én lektion på sprogskole. Hun var gravid, kastede meget op og havde det for dårligt til, at hun kunne fortsætte.

Adriana stammer fra Rumænien, og da hun kom til Danmark, kunne hun hverken engelsk eller dansk. Til gengæld har hun et godt sprogøre, og hun lærte sig selv engelsk ved at høre radio, mens hun lavede mad og gjorde rent derhjemme.

Kort tid efter hun havde født sin datter, begyndte hun at arbejde i en tøjbutik. Hun ville tjene penge til familien, og hun klarede sig på engelsk. Efter nogle år besluttede hun sig for, at hun ville begynde på sprogskole igen. Hun ville kunne tale dansk, når hun boede i Danmark. Hun fik dog at vide, at det var for sent, og at hun ikke ville kunne nå at blive færdig.

Adrianna begyndte at lære sig selv dansk på samme måde, som hun havde lært engelsk. Hun sagde også til sine naboer, at de skulle begynde at tale dansk til hende.

Adrianna ringede til sin lokale social- og sundhedsskole for at høre, hvordan hun kunne blive optaget. Hun ville nemlig gerne være social- og sundhedsassistent. Hun fik at vide, at hun skulle have 9. klasse, før hun kunne starte, og derfor begyndte hun på avu.

Adriana begyndte på en VUC, hvor hun kun modtog undervisning en gang om ugen. Det syntes hun ikke var nok. En klassekammerat anbefalede en anden VUC, og derfor flyttede hun VUC. Her får hun undervisning hver dag, og det er hun glad for.

Hun synes, det er spændende at arbejde med artikler, noveller og eventyr, og hun kan mærke, at hendes dansk er blevet meget bedre. Adriana går på en særlig social- og sundhedslinje på avu, og de læser meget om social- og sundhedsfaget, blandt andet artikler fra nyhedsmedier. De taler om, hvorfor social- og sundhedsfaget tit bliver omtalt negativt.

Selvom Adriana går på en særlig social- og sundhedslinje, skal hun stadig op til de samme prøver som alle andre, der går på avu. Nogle af hendes klassekammerater er bekymrede for, om de har lært nok til at klare sig ligeså godt som dem, der går på det normale avu. Men det er Adriana ikke. Hun kan mærke, at hun er blevet god til dansk.

Som den eneste udlænding var Anahita med til julefrokost på sit arbejde. Det var hyggeligt med traditionerne, syntes hun, og hun kunne godt lide maden, særligt flæskesteg, risalamande og risengrød.

Det er vigtigt for Anahita at få danske venner og lære den danske kultur at kende. Hun synes, det er er vigtigt at være nysgerrig og selv opsøge danskere. Hun har også fået danske venner gennem en app, hvor frivillige hjælper udlændingene, og dem fejrede hun nytår sammen med.

Anahita er sygeplejerske og stammer fra Iran. Hun har arbejdet som akutsygeplejerske i en storby i Iran i flere år. Men hun ønskede at forlade Iran, hvor hun ikke følte sig tryg. Sammen med sin mand læste hun om reglerne i forskellige lande, og de besluttede sig for at tage til Danmark.

I Iran betalte de for at få undervisning hos en iransk mand, der havde boet i Danmark. Der gik de i halvandet år. De sparede nok op til, at de kunne klare sig i et år uden indkomst. De betalte en iraner, som bor i Danmark, med at hjælpe dem med at finde en lejlighed. Desuden kiggede de på profiler på Instagram og Tiktok med iranere, der bor i Danmark. På den måde lærte de om, hvordan man klarer sig, helt ned til, hvordan man laver et rejsekort, og hvordan de kunne finde vej fra lufthavnen. Alligevel følte de sig overvældede, da de stod i lufthavnen.

Dagen efter, de var kommet til Danmark, tog Anahita kontakt til den nærmeste sprogskole. Hun fandt også et job som ufaglært på et plejehjem, og efter noget tid blev hun tilbudt en evalueringsansættelse. Der findes ikke plejehjem i Iran, så hun har ikke erfaring med området, men hun synes, det er et godt sted at starte, fordi der ikke er akutte situationer, hvor sproget kan være en stor hæmsko.

Anahitas mand har en lang uddannelse fra sit hjemland, men det er endnu ikke lykkedes ham at få et job inden for sit felt. Han arbejder på et hotel. Alligevel er han glad for, at de er taget til Danmark. Her er han nemlig ikke bekymret for, hvad der kan ske Anahita.

Anahita kigger på SIRIs hjemmeside hver 14. dag for at holde sig opdateret om reglerne. Hun har en ven, der kigger hver dag. Så Anahita har helt styr på reglerne: Hun har bestået PD3 og er kommet i evalueringsansættelse. Nu skal hun fastansættes og have godkendt sin autorisation, så kan hun søge tidsubegrænset opholdstilladelse og derefter indfødsret.