Evaluering af den danske håndtering af covid-19-pandemien
Udgivelsens forfattere:
Ledelse og implementering
Sundhed
Økonomi og styring
Ledelse og implementering, Sundhed, Økonomi og styring

Baggrund
Et flertal i Folketinget har ønsket en undersøgelse af en række beslutninger og deres indvirkning på samfundet og den enkelte borgers dagligdag som følge af covid-19-pandemien, der ramte Danmark i starten af 2020 og varede ind til 2022.
Formål
Formålet med den fjerde og sidste delrapport er at opsamle og sammenfatte læringspunkter og erfaringer på tværs af de, af Folketingets Epidemiudvalg, formulerede otte undersøgelsesspørgsmål og de temaer, de behandler – både direkte og indirekte. Rapporten fokuserer på, hvordan Danmark kan forberede sig på og håndtere en fremtidig (sundheds-)krise.
Resultater
Evalueringen viser, at Danmarks håndtering af covid-19-pandemien overordnet set var vellykket på tværs af de undersøgte temaer. Myndighederne formåede at sætte en klar retning i en situation præget af stort tidspres og betydelig usikkerhed, og samarbejdet mellem centrale offentlige aktører fungerede generelt tilfredsstillende. Samtidig fremhæver evalueringen, at det positive udfald også skyldtes gunstige samfundsmæssige forudsætninger ved pandemiens begyndelse. Beslutninger og prioriteringer foretaget i perioder mellem kriser har stor betydning for samfundets robusthed, ikke mindst den høje grad af tillid.
Evalueringen peger dog også på forbedringspotentialer, herunder behovet for bedre forberedelse, tydeligere fasetænkning samt styrket tværfaglig og tværsektoriel inddragelse. Der bør desuden være øget opmærksomhed på de sociale konsekvenser af krisehåndtering og et tydeligere ansvar for systematisk opfølgning på særligt udsatte grupper.
Om undersøgelsen
Evalueringen er gennemført for Folketingets Epidemiudvalg og tager afsæt i otte brede, policy-orienterede spørgsmål formuleret af udvalget. Disse spørgsmål er analyseret i fire delrapporter. Den samlede evaluering har til formål at styrke vidensgrundlaget for Danmarks håndtering af fremtidige kriser.
Evalueringen er gennemført for Folketingets Epidemiudvalg og tager afsæt i otte brede, policy-orienterede spørgsmål formuleret af udvalget. Disse spørgsmål er analyseret i fire delrapporter. Den samlede evaluering har til formål at styrke vidensgrundlaget for Danmarks håndtering af fremtidige kriser.
Statens Institut for Folkesundhed bistår med den samlede evaluering og er ansvarlige for delrapport 1 af evalueringen.
Evalueringen består af følgende delrapporter:
- Delrapport 1: Smittespredning: Hvilke smittedæmpende indsatser blev anvendt, og hvad var effekten på smittespredningen?
- Delrapport 2: Afledte effekter: Hvilke afledte effekter havde de smittedæmpende indsatser på eksempelvis indlæring, økonomien og andre sundhedsområder?
- Delrapport 3: Organisatoriske erfaringer: Hvilke erfaringer er der gjort i forhold til indkøb af værnemidler, udrulning af vaccineprogrammer og samarbejde på tværs af myndigheder?
- Delrapport 4: Tværgående læringspunkter og erfaringer: Læringspunkter på tværs af delrapport 1-3 samt pointer fra en række konsensus- og læringskonferencer med centrale aktører på områderne.
Den tværgående rapport er blandt andet baseret på konsensus- og læringskonferencer, der blev afholdt i efteråret 2025 og havde til formål at identificere læringspunkter, uenigheder og manglende viden om den danske covid-19-håndtering ved at drøfte og perspektivere pointer og viden fra delrapport 1-3.
Find alle fire rapporter her.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Finansloven, FolketingetSamarbejdspartnere
Statens Institut for Folkesundhed, SDU