Indsatser til medarbejdere i højrisikojob
Udgivelsens forfattere:
Arbejdsmarked
Arbejdsmarked

Undersøgelsen beskriver, hvilke forebyggende, afhjælpende og opfølgende indsatser, der findes for medarbejdere i syv udvalgte højrisikojob. Kortlægningen bygger på en gennemgang af forskningsbaseret og praksisnær litteratur samt interviews med centrale repræsentanter for de udvalgte højrisikojob. I alt er repræsentanter fra 17 organisationer og virksomheder blevet interviewet. De repræsenterer både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.
Et højrisikojob er defineret som en jobfunktion, hvor medarbejdere i sammenligning med medarbejdere i andre jobfunktioner er i særlig og forhøjet risiko for at blive udsat for voldsomme og traumatiske hændelser.
De udvalgte højrisikojob er:
- Medarbejdere inden for området ambulance, brand- og redningstjenester
- Chauffører inden for bus-, taxa- og anden persontransport
- Medarbejdere i forsvaret som soldater og veteraner
- Medarbejdere i fængsler
- Medarbejdere inden for politiet
- Medarbejdere inden for social og sundhedsområdet
- Medarbejdere i togdrift
Kortlægningen viser store forskelle på tværs af de syv højrisikojob i både organiseringen og udbuddet af indsatser. Nogle grupper af medarbejdere har flere tilbud, som er centralt forankrede. Det gælder fx inden for politiet, militæret og fængslerne. På andre områder er indsatserne i højere grad lokalt forankrede. Det gælder fx medarbejdere inden for ambulance-, brand- og redningstjenester samt social- og sundhedsområdet.
De forskellige indsatser udvikles ofte på baggrund af medarbejderes praksiserfaringer, organisatoriske behov og medarbejderes oplevede behov for støtte. Eksempler på tilbudte indsatser er fx kompetenceudvikling i forhold til konflikthåndtering, debriefing, støttesamtaler og egentlige psykologforløb. Evidensgrundlaget for de tilbudte indsatser er ofte begrænset, men tilbydes alligevel. Derudover har arbejdets særlige belastninger, kultur og arbejdsvilkår betydning for, om medarbejderne oplever de tilbudte indsatser som relevante og meningsfulde.
Kortlægningen ser desuden på, hvilke forhold der har betydning for, om medarbejderne gør brug af de tilbudte indsatser. Systematik, tidlig opsporing af belastninger, organisatorisk forankring og let adgang til støtte fremmer brugen af indsatserne. Arbejdspres, personalemangel, begrænset lederkontakt og en stærk robusthedskultur, hvor det at bede om hjælp betragtes som et svaghedstegn, kan udgøre barrierer. Generelt er der dog på tværs af de syv højrisikogrupper stor organisatorisk opmærksomhed på at støtte medarbejdere, der oplever voldsomme arbejdsrelaterede hændelser, og som er i risiko for at udvikle PTSD og andre psykiske belastningsreaktioner.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
BeskæftigelsesministerietUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd