Input til den kommende Kræftplan V

Hvor skal Kræftplan V sætte ind? Siden år 2000 har kræftplanerne været centrale retningsgivere og har bidraget til at udvikle kvalitet, indhold og fokus for den danske kræftindsats. Den seneste kræftplan, Kræftplan IV, kendes også som ’patienternes kræftplan’, fordi mange initiativer kredser om, hvordan organiseringen om den enkelte patient kan forbedres. Nu syv år efter lanceringen af Kræftplan IV er Kræftplan V blevet varslet, og det er tid til at tage stilling til, hvor de mest presserende udfordringer er.

Undersøgelsen identificerer seks udviklingsområder:

’Diagnostik af patienter med vage og/eller uspecifikke symptomer’ har fået en del fokus, men der er stadig uhensigtsmæssige forskelle i udredningspraksisser.

’Løsninger i eller nær patientens hjem’ fremhæves ofte som både i patientens og samfundsøkonomiens interesser, men vi ved fortsat ikke meget om området.

’Personlig medicin på kræftområder’ stiller nye krav til sundhedsvæsenets eksisterende rammer og retningslinjer, og vi mangler viden på området.

’Organisering om patienten’ var patientansvarlig Læge (PAL) et stort fokus med Kræftplan IV, men koordination af patientforløb er stadig en kæmpe udfordring.

’Efter kræftbehandling – hvad så?’ er et vanskeligt spørgsmål, for de mange aktører og tilbud på området er overlappende og mangler overordnet koordination, så det er vanskeligt for både patienter og professionelle af navigere.

’Basal palliation’ er et underprioriteret område. Det kræver en stor indsats, hvis alle – og især særligt sårbare og udsatte grupper – skal sikres en værdig sidste tid og død.

Metode

Notatets empiriske grundlag er kvalitative interviews med eksperter i forskellige områder af den danske kræftindsats, samt gennemgang af relevant litteratur. Eksperterne er udvalgt så de til sammen repræsenterer kræftindsatsen bredt. Den analyserede litteratur er primært danske undersøgelser, men også retningslinjer og forskningslitteratur.

Notatet rapporterer fra første fase i et tofaset undersøgelsesdesign. Første fase består i identifikation af udviklingsområder og vidensbehov, hvor anden fase kan består af en dybdegående undersøgelse af et eller flere af disse områder.