Kræftudredning uden for kræftpakkerne

Baggrund

Den danske kræftindsats har gennemgået en stor udvikling de sidste 20 år. Hvor Danmark tidligere haltede bagefter sammenlignelige lande, er vi nu blevet et forbillede i forhold til organisering af kræftudredning. Successen skyldes særligt kræftpakkeforløbene. Et pakkeforløb er et standardiseret forløb på sygehuset, der fastlægger, hvilke undersøgelser patienten skal igennem, og hvor hurtigt det skal gå. Det er imidlertid kun omkring halvdelen af de danske kræftpatienter, der fra starten af deres forløb kan henvises til et kræftpakkeforløb.

I denne undersøgelse foretaget for medicinal- og diagnostikvirksomhederne Bristol-Myers Squibb og Roche sætter VIVE fokus på de udredningsmuligheder, der findes uden for kræftpakkerne. Disse udredningsveje bruges til patienter, hvis symptomer er for vage eller uspecifikke til at udløse begrundet mistanke om kræft, hvilket er et krav for at kunne blive henvist til en kræftpakke. Kræftplan III fra 2011 og regeringens strategi ”Jo før jo bedre” fra 2014 satte fokus på at forbedre mulighederne for at udrede disse patienter. I dag findes der to udredningsveje uden for kræftpakkerne: 1) det diagnostiske pakkeforløb, der består af indledende undersøgelser i almen praksis og et udredningsforløb på en diagnostisk enhed på et sygehus, og 2) udredning i almen praksis, hvor den praktiserende læge selv bestiller undersøgelser på sygehuset. Problemet, denne rapport tager fat på, er, at vi ved meget lidt om, hvordan disse udredningsveje fungerer, til trods for de mange patienter, der bruger dem.

Resultater

Undersøgelsen viser, at området for kræftudredning uden for kræftpakkerne er præget af stor variation. Det gælder både udredning i diagnostisk pakkeforløb og udredning i almen praksis. Selv om etableringen af disse udredningsveje er vigtige skridt i retning, er det politiske mål om en tidlig, effektiv og ensartet kræftudredningsindsats ikke nået endnu. Undersøgelsen viser blandt andet:

• Variation på sygehusniveau og regionsniveau, i forhold til hvilke patienter der kan henvises til diagnostisk pakkeforløb, samt hvad forløbet indeholder, og hvornår det afsluttes
• Variation på sygehusniveau og regionsniveau, i forhold til hvilke undersøgelser de praktiserende læger kan henvise direkte til i forbindelse med vag mistanke om kræft, samt variation, i forhold til hvordan svarene på undersøgelserne formidles.

Den uensartede kræftudredning har flere implikationer. Den betyder, at patienter med symptomer, som kan stamme fra kræft, ikke har ensartede muligheder for at blive udredt. Den betyder også, at de praktiserende har svært ved at gennemskue mulighederne, og at de på nogle områder mangler muligheder for at udrede patienterne med vage symptomer. Fra et styringsperspektiv betyder det, at det bliver vanskeligt at monitorere området og sammenligne udredningsforløbene på tværs af sygehuse og regioner.

Anbefalinger

For at understøtte målet om tidlig, ensartet og effektiv kræftudredning af patienter uden for kræftpakkerne anbefaler rapporten følgende:

1. At de lokale og regionale udredningsmuligheder kortlægges, og at information om disse muligheder samles og formidles på en ensartet og anvendelig måde.
2. At det faglige ansvar og rollefordelingen i kræftudredningen mellem almen praksis og sygehusene tydeliggøres. Dette gælder særligt i forhold til samarbejdet mellem de alment praktiserende læger og de radiologiske afdelinger.
3. En national analyse af brugen af CT-scanninger til kræftudredning uden for kræftpakkerne, som muliggør national stillingtagen til, hvordan og hvornår CT-scanninger bør bruges i kræftudredningen.
4. Etablering af et tværregionalt eller nationalt forum til opsamling og udveksling af viden om lokale erfaringer med kræftudredning. Undersøgelsen har vist, at der er et uudnyttet potentiale for og ønske om læring og erfaringsudveksling på tværs af matrikler og regioner.
5. At monitorering af kræftudredningen uden for kræftpakkerne forbedres, og at den afrapporteres tværregionalt eller nationalt. Afrapporteringen skal sikre mere detaljeret viden om variationen på området, og at dens konsekvenser for patienterne bliver klarlagt. Denne viden kan bruges som rettesnor for den fremtidige udvikling på området.

Metode

Analysen er primært baseret på en omfattende interviewundersøgelse med de aktører, som er involveret i kræftudredningen uden for kræftpakkerne. Vi har afholdt gruppeinterview med praktiserende læger i hver region (5 interview, 39 informanter), interview med læger fra sygehusenes parakliniske afdelinger i hver region (5 interview, 7 informanter) og interview og rundvisning på to diagnostiske enheder i hver region (10 interview, 16 informanter). Derudover har vi interviewet 12 eksperter på området.