Seniorernes arbejdsmarkeder
Udgivelsens forfattere:
- Mona Larsen
- Jeevitha Y. Qvist
- Alberte Frendrup
- Arbejdsmarked Arbejdsmarked
Formålet med denne undersøgelse er at illustrere mangfoldigheden på seniorernes arbejdsmarkeder ved at se på ligheder og forskelle i brugen af, holdninger til og indsatser over for seniorer inden for forskellige brancher. Baseret på studiets fund er brancherne efterfølgende blevet grupperet i forskellige segmenter.
Den demografiske udvikling og den aktuelle mangel på arbejdskraft betyder, at der er behov for, at seniorerne bliver længere tid på arbejdsmarkedet. En målrettet indsats på dette område forudsætter indsigt i seniorernes arbejdsmarkedssituation. Vi har generel viden herom, men vi mangler mere detaljeret indsigt i, hvordan seniorers situation varierer på tværs af forskellige dele af arbejdsmarkedet.
Typisk enslydende opfattelse af seniorer
På tværs af brancher anses medarbejdere over 60 år for at være mere fleksible, loyale og pålidelige og for at have bedre sociale færdigheder end deres 30-40-årige kollegaer. Omvendt opfattes de også som mindre kreative, mindre produktive og mindre villige til at lære nyt. Desuden anses de for at have et dårligere helbred samt for at være dårligere til at håndtere teknologi.
Derimod er der større forskel på brugen af og indsatser for seniorerne på tværs af arbejdspladser og brancher.
Fire hovedsegmenter af brancher
For at give et overblik over seniorernes arbejdsmarkeder har undersøgelsen identificeret fire hovedsegmenter af brancher.
- Lav seniorrepræsentation og begrænsede tiltag
Brancher inden for dette segment har relativt få seniorer ansat, og tiltag for at fastholde deres seniormedarbejdere er begrænsede og uformelle. Dette segment består af brancherne "Hoteller og restauranter", "Landbrug og skovbrug", "Information og kommunikation" og "Rengøring og anden operationel service". - Høj specialisering blandt seniorer
I brancher inden for dette segment er seniorernes kompetencer svære at erstatte, og de har lavt sygefravær. Der er en relativ stor forekomst af uformel og ikke-nedskrevet seniorpolitik. Dette segment består af brancherne "Bygge og anlæg", "Vidensservice", "Transport" og "Sundhedsvæsen". - Høj repræsentation og aktiv fastholdelsesindsats
Brancherne inden for dette segment har både en høj seniorrepræsentation og en aktiv fastholdelsesindsats, ofte gennem formelle politikker og seniorsamtaler. Segmentet består af brancherne "Finansiering og forsikring" og "Daginstitutioner og plejehjem". - Enkeltstående brancher med særlige kendetegn
Branchen "Offentlig administration, forsvar og politi" har høj seniorrepræsentation, men oplever udfordringer med fastholdelse på trods af mange tiltag. I "Undervisning" er seniorer relativt godt repræsenteret. Her anses fastholdelse ikke som en stor udfordring.
Forskellige rammebetingelser og arbejdsvilkår spiller ind
Resultaterne viser, at der ikke er en universel model for, hvad der tilbydes, når det gælder fastholdelse af seniorarbejdskraft. De rammebetingelser og arbejdsvilkår, der gælder for den enkelte branche, spiller givetvis en stor rolle for, hvilke løsninger der er mulige og meningsfulde. Mulighederne for den enkelte senior på arbejdspladsen kan spille en stor rolle for, hvor længe vedkommende kan blive på arbejdsmarkedet.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd