Social forskelle i barndommen

Velfærdssamfundets legitimitet skal jo blandt andet stå sin prøve, når man skal finde løsninger til at tage vare på de mest udsatte og svageste individer. Her tænkes på handicappede, åndssvage, hjemløse, psykisk syge og de ældre, der ikke kan klare sig selv. Børn og unge, der udsættes for mishandling og vanrøgt, er et eksempel på en sådan magtesløs gruppe. De familiemæssige forhold, som erfaringsmæssigt er mest skadelige for børns opvækst og udvikling er: psykologisk mishandling, seksuel og fysisk mishandling samt vanrøgt. Men uanset hvilken type af omsorgsvigt, der er tale om, er problemet den eventuelle blivende ødelæggelse af barnets selvværd og dets muligheder for at fungere socialt, følelsesmæssigt og indlæringsmæssigt. Man må således forvente, at hvis man ikke griber ind, er der en væsentlig forøget risiko for en livslang invalidering af disse børns muligheder for at klare sig i samfundet senere som voksne. Jo før problemerne opdages, og de nødvendige foranstaltninger iværksættes, jo bedre er chancerne for et positivt resultat.