Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
working paper 18. OKT 2023

Training the untrained? Intensive training for long-term unemployed immigrants

Udgivelsens forfattere:

  • Iben Bolvig
  • Jacob Nielsen Arendt
Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE
Intensiv beskæftigelsesindsats har begrænset effekt for indvandrere længst fra arbejdsmarkedet.
Læs udgivelsen
Læs udgivelsen

Nyt studie viser, at JobFirst-indsatsen giver en begrænset og kun kortvarig beskæftigelseseffekt for aktivitetsparate indvandrere fra tredjelande, men medfører hurtigere tilkendelse af førtidspension.

Danske jobcentre har i de seneste 10 år afprøvet forskellige indsatser for at få flere af de mest udsatte ledige i job. En af indsatserne er JobFirst, der er en etårig indsats med intensive samtaleforløb, virksomhedspraktik og mentoropfølgning for langtidsledige, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år. Indsatsen har tidligere være evalueret i et lodtrækningsforsøg, som viste positive beskæftigelseseffekter på kort sigt.

I denne analyse har forfatterne set på effekten af indsatsen på længere sigt for den undergruppe af indsatsmodtagere, der er indvandret fra tredjeverdenslande.

Et flertal af denne gruppe kommer fra MENAPT-lande, hvilket er den gruppe på det danske arbejdsmarked med den laveste arbejdsmarkedstilknytning - MENAPT-lande er lande i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet, og vi følger afgrænsningen af MENAPT-lande, som Udlændinge- og Integrationsministeriet anvendte ved studiets påbegyndelse.

Et af hovedformålene med analysen er således at undersøge, hvordan denne intensive indsats påvirker nogle af de svageste grupper på arbejdsmarkedet.

Begrænset effekt af tiltag

Analysen viser, at omkring 7 % i både kontrolgruppen og indsatsgruppen har haft ordinære løntimer i det halvår, indsatsen starter, og at andelen derefter øges i begge grupper. Med ordinære løntimer menes timer, hvor en arbejdsgiver har betalt skattepligtig løn; for denne gruppe kan der ofte være tale om få timer i småjobs. Andelen øges lidt mere i indsatsgruppen, hvilket betyder, at indsatsen har en lille positiv beskæftigelseseffekt på omkring 2-4 procentpoint i de første tre år efter indsatsstart, men effekten er ikke signifikant.

Samtidig øger indsatsen den andel, der oplever beskæftigelse uden samtidig at modtage offentlig forsørgelse med omkring 4,5 procentpoint efter 3,5 år. Effekten er dog midlertidig og er hverken statistisk signifikant 3 eller 4 år efter.

En opsplitning af analysen på indvandrernes oprindelsesland viser, at den kortvarige beskæftigelseseffekt kun gælder for borgere uden for MENAPT-landene.

Studiet viser, at indsatsen øgede deltagelsen i virksomhedspraktik, men også deltagelsen i anden aktivering (vejledning og opkvalificering) markant: Andelen af uger i virksomhedspraktik steg fra 8 % til 23 %, mens anden aktivering steg fra 22 % til 38 % året efter, indsatsen blev igangsat.

Ud over de kortvarige beskæftigelseseffekter viser analysen, at JobFirst-indsatsen har ført til hurtigere tilkendelse af førtidspension blandt indvandrerne i indsatsen. I udgangspunkt modtog ingen af deltagerne førtidspension, før indsatsen startede i 2016, men andelen steg markant for deltagergruppen, da den etårige indsats sluttede. Andelen på førtidspension steg til gengæld først efter 2½ år i kontrolgruppen, så efter 4 år var der 6 procentpoint flere på førtidspension i indsatsgruppen end i kontrolgruppen.

 

Har tydeliggjort begrænset arbejdsmarkedspotentiale

Resultatet tyder på, at JobFirst-indsatsen tydeliggjorde, at flere havde et begrænset arbejdsmarkedspotentiale og derfor fik tilkendt førtidspension. Lægger man hertil, at indsatsen har begrænsede beskæftigelseseffekter, peger det på, at det er en gruppe, der er meget svær at få

i arbejde, hvilket ikke på længere sigt kan afhjælpes med en intensiv jobrettet indsats.

Metode

Resultaterne fra studiet er baseret på registerdata fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Danmarks Statistik med oplysninger om alle indvandrere fra tredjelande, der deltog i JobFirst-indsatsen. JobFirst-indsatsen lægger særlig vægt på hurtig, men gradvis, indslusning på arbejdsmarkedet gennem få ordinære timer i småjobs. Indsatsen er evalueret i et lodtrækningsforsøg, der viste store positive kortsigtseffekter for en bred gruppe af deltagere.

Målgruppen i studiet indeholder 522 personer, hvoraf halvdelen har modtaget JobFirst-indsatsen, mens den tilfældigt udtrukne kontrolgruppe har modtaget sædvanlig indsats i de 16 deltagerkommuner. Styrkeberegninger viser en mindste målebar effektstørrelse på 0,25, hvilket tyder på rimelige muligheder for at afdække indsatsens effektivitet, selv hvis den har en forholdsvis beskeden effekt.

 

Udgivelsens forfattere

  • Iben BolvigJacob Nielsen Arendt

Om denne udgivelse

  • Finansieret af

    Rockwool Fonden
  • Samarbejdspartnere

    Rockwool Fondens Forskningsenhed
  • Udgiver

    The Rockwool Foundation Research Unit
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev