Udenlandskfødte seniormedarbejdere i ældreplejen
Udgivelsens forfattere:
- Sara Lei Sparre
- Astrid Witt Rosenberg
- Laura Skifter Andersen
Arbejdsmarked
Sundhed
Ældre
Arbejdsmarked, Sundhed, Ældre

Udenlandskfødte medarbejdere udgør en stadig større andel af ældreplejens social- og sundhedsmedarbejdere. I lyset af ældreplejens mangel på arbejdskraft har Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet undersøgt, hvilke barrierer og potentialer for fortsat beskæftigelse der er blandt udenlandskfødte, uddannede social- og sundhedsmedarbejdere over 50 år.
Rapporten viser, at hovedparten af de udenlandskfødte seniorer ønsker at fortsætte i ældreplejen frem til folkepensionsalderen eller længere på nedsat tid, hvis helbredet tillader det. De trives med arbejdet med ældre borgere og fællesskabet på arbejdspladsen, særligt hvis de selv har få familiemedlemmer i Danmark. Samtidig er mange af dem meget økonomisk afhængige af både deres løn og pensionsindbetalinger, fordi de dækker udgifter for familiemedlemmer i oprindelseslandet. Med til dette billede hører også, at de har udsigt til nedsat folkepension, fordi de ikke har boet 40 år i Danmark.
En mindre andel af dem ønsker at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet, typisk på grund af deres helbred og et fysisk og psykisk krævende arbejdsmiljø eller på grund af ønsket om at tilbringe mere tid med familien i oprindelseslandet, inden de selv bliver alderssvækkede.
Nogle udenlandskfødte seniorer er særligt udfordrede af den stigende folkepensionsalder. Kombinationen af dårligt helbred og lave pensionsudbetalinger risikerer enten at fastholde nedslidte medarbejdere eller at skubbe dem ud af arbejdsmarkedet, inden de har sikret sig økonomisk til alderdommen.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Videnscenteret for Fastholdelse af Seniorer på ArbejdsmarkedetUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd