Overgangen til voksenlivet for unge med grønlandsk baggrund, der forlader anbringelse i Danmark
Undersøgelsens deltagere:
- Anne-Kirstine Mølholt
- Mette Lausten
- Mette Rømer
Børn, unge og familie
Socialområdet
Børn, unge og familie, Socialområdet

Børn og unge med grønlandsk baggrund anbringes langt oftere end børn og unge med etnisk dansk baggrund. Der findes imidlertid i en dansk kontekst begrænset viden om, hvordan unge med grønlandsk baggrund oplever at have været anbragt og forlade anbringelse, og hvordan disse oplevelser spiller sammen med deres grønlandske baggrund. I andre lande som eksempelvis Australien og Canada er der foretaget en række undersøgelser med en kulturel forståelse (Indigenous) i forhold til unge, som forlader anbringelse. Disse undersøgelser peger på, at den kulturelle baggrund har en betydning for, hvordan de unge oplever anbringelsen og tiden efter anbringelse.
Formål
Formålet med forskningsprojektet er at opnå indsigt i og forståelse af, hvad der gør sig gældende, når unge med grønlandsk baggrund forlader anbringelse i Danmark, for herved at blive klogere på at inkludere en kulturel forståelse i det sociale arbejde. Forskningsprojektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond og gennemføres i perioden 2025-2028.
Projektet tager udgangspunkt i et Indiginous-perspektiv til det sociale arbejde. Dette perspektiv bygger på en forståelse af socialt arbejde som formet i en vestlig tradition centreret omkring individualisme og vestlig normativitet (etnocentrisme).
Et fundamentalt aspekt i socialt arbejde handler om, at den enkelte skal ses som en del af sit kulturelle fællesskab og sine støttende relationer. Ved at bygge på perspektiver omkring socialt arbejde er hensigten med projektet at åbne op for og have en nysgerrighed omkring, hvordan overgangen til voksenlivet for unge i anbringelse i mindre grad kan forstås som en overgang til selvstændighed og i højere grad, hvordan den kan bygge på kontinuerlig, relationel støtte og gensidig omsorg.
Metoder
Metodisk bygger forskningsprojektet på forskellige tilgange, og det er en central del af projektet, at viden hele vejen gennem projektprocessen skabes i et samspil med medforskere. Disse medforskere er to unge med grønlandsk baggrund, der indgår i projektet og er med til at sætte fokus på relevante, tematikker for interviews, foretage interviews og analysere projektets fund. Projektet består af tre dele, der trækker på forskellige metodiske tilgange:
- Unges oplevelser: Igennem individuelle interviews med unge (18-24 år) med grønlandsk baggrund, der har været anbragt, er formålet at blive klogere på de unges egne oplevelser af anbringelsen og overgangen til voksenlivet.
- Børne- og ungerådgiveres vurderinger: Igennem fokusgrupper med børne- og ungerådgivere er det hensigten at få indsigt i mulighederne og begrænsninger i det sociale arbejde på det tidspunkt, hvor unge med grønlandsk baggrund forlader anbringelse.
- Registerforløb for unge med grønlandsk baggrund, der har været anbragt: Med udgangspunkt i registerdata bliver der foretaget undersøgelser af forløb hos unge med grønlandsk baggrund for at se på, hvad der kendetegner deres forløbsbaner før, under og efter anbringelse.
Forskningsprojektets kvalitative del gennemføres af seniorforsker ved VIVE, Anne-Kirstine Mølholt, og lektor ved Aalborg Universitet, Mette Rømer. Seniorforsker ved VIVE, Mette Lausten, gennemfører projektets registeranalyser. Herudover deltager lektor Bonnie Jensen fra Grønlands Universitet og Foreningen Grønlandske Børn som løbende sparringspartnere.
Forskningsprojektet omtales også på engelsk som ’Navigation, Identity, Pathways & Interdependency. Transitions from out-of-home care to adulthood for young people with a Greenlandic background in Denmark’ (NIPI).
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Mette LaustenMette Rømer
Om denne undersøgelse
Finansieret af
Danmarks Frie ForskningsfondSamarbejdspartnere
Aalborg Universitet (Grønlands Universitet og Foreningen Grønlandske Børn indgår som sparringspartnere)