Webinarer

Er du interesseret i at få overblik over eksisterende viden om et emne inden for det børnesociale arbejde kan du her se alle videnscenterets faglige webinarer og åbningswebinaret.
Webinar: Mindre udskiftning blandt børne- og ungerådgivere
Webinaret blev afholdt i regi af Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv med afsæt i VIVE-rapporten Skiftende børne- og ungerådgivere udgivet i juni 2025.
Marianne Schøler Kollin, senioranalytiker i VIVE, præsenterer på webinaret fund og konklusioner fra rapporten. Line Rugbjerg Ilsøe, afdelingsleder for Familieafdelingen i Viborg Kommune, fortæller om eksempler fra kommunens praksis, som understøtter de forhold, VIVE har udpeget som afgørende for børne- og ungerådgivernes lyst til at blive i jobbet. Jette Larsen, seniorkonsulent i Børns Vilkår, fortæller om børnenes og de unges personlige erfaringer med hyppige rådgiverskift, og hvad det betyder for dem.
Du kan se slides fra webinaret her
Webinar: Inddragelse af udsatte børn og unge i kommunernes sagsbehandling
Chefanalytiker i VIVE Hans Skov Kloppenborg fortæller om resultaterne fra en stor undersøgelse, som kortlægger forskelle i udsatte unges inddragelse i egen sag. Det giver et indblik i, hvad der karakteriserer de unge, som føler sig godt eller dårligt inddraget.
Webinar: Kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet
Hvad skaber kvalitet i sagsbehandlingens forskellige processer? Og hvilke forhold har betydning, når sagsbehandlingen skal styrkes? Det er spørgsmål og emner, der er behandlet i dette webinar.
Webinar: Børnefrikommuneforsøget – bedre inddragelse og hurtigere sagsbehandling
Målet med Børnefrikommuneforsøget har været at omlægge det børnesociale arbejde, så der bruges færre ressourcer på dokumentation og anden administration. I stedet skal den nære relation til og inddragelse af familien opprioriteres. Det samme skal en hurtig og fleksibel sagsbehandling.
Forsøget har vist, at kommunerne faktisk er kommet langt.
Webinar: Tidlige og forebyggende indsatser
At arbejde med tidlige forebyggende indsatser er ikke enkelt og involverer mange aktører og fagligheder på tværs af den kommunale organisering. Projektchef Katrine Iversen fortæller i webinaret om erfaringer fra 18 kommuners konkrete arbejde med tidligere forebyggende indsatser på børne- og ungeområdet.
Webinar: Effekter af indsatser på anbringelsesområdet
Hvorfor er det så svært at måle effekter på anbringelsesområdet? Det er udgangspunktet for dette webinar, hvor seniorforsker Iben Bolvig fra VIVE præsenterede resultater fra to analyser, der alligevel gør et forsøg.
Åbningswebinar for Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv
Socialstyrelsen, VIVE og Børns Vilkår afholdt åbningswebinar for Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv, onsdag den 16. juni, hvor social- og ældreminister Astrid Krag formelt indviede centeret.