Frivillige aktiviteter for frihedsberøvede unge er et positivt afbræk i en ensformig hverdag
- Børn, unge og familie
- Socialområdet Børn, unge og familie, Socialområdet
Ungdommens Røde Kors har de seneste to år kørt et projekt, hvor frivillige har lavet sociale aktiviteter for unge på sikrede institutioner og i fængsel. Formålet med aktiviteterne har været at give de unge et afbræk i en ofte meget struktureret og ensformig hverdag samt at skabe fællesskaber mellem frivillige og frihedsberøvede unge. Det er i høj grad lykkedes ifølge den erfaringsopsamling, VIVE har udarbejdet.
”De unge er især positive over for, at andre unge voksne har valgt at besøge dem frivilligt og uden at få løn for det. Det giver de unge en oplevelse af at blive valgt til,” forklarer Theresa Dyrvig Henriksen, forsker i VIVE.
Helt konkret har Ungdommens Røde Kors afprøvet to typer af aktiviteter: En ungecafé og Life Skills-workshops. Ungecaféen består af ugentlige besøg fra frivillige, som laver aktiviteter med de unge på institutionerne, for eksempel madlavning og kreative aktiviteter. Life Skills er workshops drevet af frivillige og består af en række refleksions- og dialogbaserede øvelser over udvalgte temaer, for eksempel identitet og selvtillid.
Det er især ungecaféen, som de unge er glade for, da den giver en afveksling fra hverdagens faste struktur og rutiner. De unge sætter stor pris på at være sammen med de frivillige og den positive atmosfære, der skabes under deres besøg. De konkrete aktiviteter i forbindelse med caféen er sekundære, da det afgørende er de frivilliges udstråling af, at de har lyst til at være sammen med de unge.
Sårbarhed, stabilitet og samarbejde
Erfaringerne fra projektet viser, at der er særlige vilkår, man skal være opmærksom på, når man laver frivillige sociale indsatser til unge på sikrede institutioner og i fængsel. Det gælder blandt andet de unges sårbarhed og de frivilliges kontinuitet.
”At være frihedsberøvet er et voldsomt indgreb, og det er tydeligt, at det for de unge i projektet er forbundet med stor sårbarhed og usikkerhed. Det er derfor vigtigt, at de frivillige er klædt på til at kunne indgå i situationer, hvor de unge åbner for følsomme emner,” siger Theresa Dyrvig Henriksen.
Hun tilføjer, at mange af de frihedsberøvede unge desuden har erfaringer med svigt og flygtige voksenkontakter, hvorfor det er vigtigt, at de frivillige er stabile, og at der er kontinuitet i, hvem der kommer, så tidligere oplevelser af svigt ikke forstærkes. Det stiller særlige krav til de frivillige samt til samarbejdet mellem de frivillige og de medvirkende institutioner. Kontinuitet og samarbejde har derfor også været et opmærksomhedspunkt hos Ungdommens Røde Kors undervejs i projektet.
Erfaringerne fra projektet er overordnet set så gode, vurderer Ungdommens Røde Kors, at de ønsker at udbrede konceptet til flere institutioner i Danmark.
Fakta om undersøgelsen
Erfaringsopsamlingen bygger på kvalitative analyser af interviews og observationsstudier.
- Tre institutioner medvirker i erfaringsopsamlingen: To sikrede institutioner og et fængsel.
- Data er indsamlet over to dataindsamlingsrunder og består af:
- 32 interviews med 31 frihedsberøvede unge i alderen 14-17 år
- Interviews med 20 medarbejdere på institutionerne
- Interviews med 9 frivillige fra Ungdommens Røde Kors
- 4 observationsdage fordelt på to af institutionerne.
Projekt og erfaringsopsamling er blevet gennemført med støtte fra Ole Kirk’s Fond.