Fagpersoner oplever barrierer for at opspore og håndtere psykisk vold mod børn
Børn, unge og familie
Socialområdet
Børn, unge og familie, Socialområdet

Psykisk vold blev kriminaliseret i 2019, men der er fortsat relativt få politianmeldelser og domfældelser på området. Forskningen på området peger ellers på, at psykisk vold er forholdsvis udbredt – også mere end fysisk vold.
VIVE har undersøgt, hvilke barrierer fagpersoner oplever, når de skal opspore og håndtere psykisk vold mod børn og unge. Undersøgelsen er gennemført for VISO – Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i Social- og Boligstyrelsen.
”Fagpersoner, der arbejder med børn og unge, oplever generelt, at definitionen af psykisk vold dækker relevante forhold, men at den kan være vanskelig at omsætte til opsporing i praksis. De finder det for eksempel svært at vurdere, hvornår der er tale om gentagne handlinger, som de bør reagere på,” forklarer Lars Fynbo, seniorforsker på VIVE.
Han har sammen med sine kollegaer gennemført ni fokusgrupper og to enkeltinterviews, som undersøgelsen bygger på. Deltagerne er frontpersonale i daginstitutioner, pædagogiske ledere af daginstitutioner, skolelærere, skoleledere, kommunale børne- og ungerådgivere og medarbejdere i Børnehusene.
Tegnene på psykisk vold viser sig ofte over tid og kræver tværfagligt samarbejde
Det kan være afgørende for opsporingen af psykisk vold, at fagpersoner på tværs af dagtilbud, skoler, myndigheder, politi og Børnehuse arbejder sammen. De har ofte forskellig viden om barnet gennem observationer, underretninger og oplysninger, som tilsammen kan vise et mønster af psykisk vold.
”Samarbejdet mellem aktører kan dog blive udfordret, når psykisk vold ikke er tydeligt beskrevet i en underretning, eller når beskrivelserne er overordnede eller indirekte. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at indhente flere oplysninger, før der tegner sig et tydeligere billede af barnets situation,” forklarer Lars Fynbo.
En vigtig pointe i undersøgelsen er desuden, at opsporing og håndtering af psykisk vold tager tid og oftest foregår igennem fagpersoners relationelle arbejde med børn og unge.
”Fagpersoner skal være gode til at skabe trygge rum og opbygge tillid hos børn og unge, så de åbner op om deres liv og hverdag. Mange børn og unge kan nemlig have svært ved at sætte ord på deres oplevelser, og volden er muligvis blevet en normal del af deres hverdag over tid,” siger Lars Fynbo.
Social- og Boligstyrelsen vil arbejde videre med, hvordan rapportens fund kan omsættes til praksis og understøtte bedre opsporing og håndtering af psykisk vold imod børn og unge.