Personalet på botilbud står i et limbo mellem modsatrettede krav
Socialområdet
Socialområdet

Benedicte har Downs syndrom og vil gerne tabe sig. Sammen med personalet på hendes botilbud har hun har sat et mål om at spise sundere. Men når der er kage på bordet, har hun svært ved at sige nej. Det stiller personalet i et dilemma: Skal de støtte hendes langsigtede mål om at tabe sig – eller respektere hendes ønske om kage her og nu?
”Personalet skal hele tiden balancere mellem borgernes ret til selvbestemmelse og hensynet til deres trivsel og sundhed. Det er en vanskelig balance, og der er sjældent en simpel løsning,” siger Maya Christiane Flensborg Jensen, forsker i VIVE.
Gennem et feltstudie har hun sammen med kollegaer fra VIVE fulgt hverdagen på et botilbud tæt. Her oplevede hun, hvordan personalet kan blive udfordret, når deres opgave med at passe på beboerne og yde omsorg kolliderer med beboernes egne ønsker og handicapkonventionens centrale krav om selvbestemmelse.
Svært at aflæse behov og ønsker
Dilemmaerne er særlig store på botilbud med beboere, der har svære kognitive funktionsnedsættelser og et begrænset verbalt sprog. Her kan det være ekstra svært at aflæse, hvilke behov og ønsker beboerne udtrykker.
”Det kræver høj faglighed at aflæse beboernes verbale og nonverbale ønsker – og selvom det lykkes, kan situationerne fortsat være vanskelige med modstridende ønsker og hensyn,” fortæller Maya Christiane Flensborg Jensen.
På botilbuddet oplevede hun en situation, hvor en beboer tydeligt modsatte sig at tage på tur i skoven. Men personalet vidste fra erfaring med lignende ture, at beboeren vil nyde turen, når de først kom afsted.
Kollektiv sparring er essentiel
Mange botilbud arbejder allerede systematisk med, hvordan man bedst muligt kan aflæse og inddrage beboernes ønsker og synspunkter i det daglige arbejde. Ifølge Maya Christiane Flensborg Jensen er kollektiv sparring essentiel, når personalet står i dilemmaer mellem enten at tilsidesætte borgerens selvbestemmelse eller omsorgspligten.
”Det er vigtigt, at personalet bevarer en nysgerrighed på, hvorfor beboerne udtrykker sig, som de gør. De må dagligt sparre med hinanden og forholde sig til de enkelte situationer og de enkelte beboere,” forklarer Maya Christiane Flensborg Jensen.
Hun tilføjer, at en række andre forhold som økonomi, medarbejderressourcer og fysiske rammer også spiller ind, når personalet skal vurdere, hvordan idealerne om selvbestemmelse skal forvaltes og afvejes i forhold til andre idealer og forpligtelser. Det kan for eksempel være en beboers ønske om at tage til en koncert, der skal afvejes i forhold til begrænsede medarbejderressourcer.
Om studiet
Feltstudiet er gennemført på et botilbud fra 2019 til 2024. Det bygger på observationer, interviews og workshops. I alt indgår 14 beboere, 16 medarbejdere og 5 ledere.
Det er forsker Maya Christiane Flensborg Jensen, chefanalytikerne Pernille Skovbo Rasmussen og Maria Lomborg Røgeskov samt seniorforskerne Nichlas Permin Berger og Leif Olsen, der har deltaget i forskningsprojektet og gennemført feltstudiet.
Den videnskabelige artikel It’s a Limbo”: The Moral Scenes of Interpreting Autonomy in Danish Intellectual Disability Care er blevet til på baggrund af studiet. Den er udgivet i tidsskriftet Medical Anthropology. Forfatterne er forsker Maya Christiane Flensborg Jensen og analytiker Rikke Horne Fischer.
Region Sjælland har finansieret forskningsprojektet.