Ny vismandsrapport er pligtlæsning for alle, der arbejder med trivsel, fravær og forebyggelse

Det er givetvis ikke hver dag, man som skolemenneske – eller Vive-ansat – kaster sig over en økonomisk vismandsrapport.

Ikke desto mindre bør efterårets udgave finde vej ind i både kommunale forvaltninger, skolelederkontorer og lærerværelser. Det gælder ikke mindst, hvis man interesserer sig for regeringens intentioner om en massiv indsats til skolefravær.

For det digre værk viser nemlig, hvordan henvisninger – og ventetider – og udredninger til børne- og ungdomspsykiatrien hænger sammen med udviklingen i børns trivsel og fravær i skolen.

Disse resultater peger ikke kun på de potentielle konsekvenser, det ser ud til at have for særligt børn, men også deres familier i disse år. Rapporten bør også give skolefolk anledning til at tænke endnu mere i retning af tidligere opsporing.

Dårlig trivsel flere år før henvisning

Rapporten dokumenterer først og fremmest, at børn og unge, der henvises til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien, allerede flere år før har en lavere skoletrivsel end deres klassekammerater.

Deres trivsel ligger markant under gennemsnittet fra begyndelsen – og udviklingen forværres yderligere frem mod henvisningsåret. Det er næppe så overraskende. Ifølge rapporten er trivslen på sit laveste netop det år, barnet henvises. Her svarer den gennemsnitlige trivsel til niveauet blandt de 25 procent lavest trivselsramte elever i klassen.

Året efter henvisningen ses der imidlertid en positiv stigning i trivslen – først tilbage til niveauet før henvisningen og derefter gradvist videre op.

Et tilsvarende mønster ses i skolefraværet. Fraværet stiger særligt i året op til henvisningen og topper én måned efter henvisningen – fra omkring seks procent til knap 16 procent.

Herefter falder det gradvist igen til cirka 10 procent. Fraværet næsten fordobles i året før henvisningen, fra knap ni procent til godt 16 procent.

Rapporten dokumenterer også, at ventetiden har en betydning for børn med diagnoser, som kan behandles medicinsk. For gruppen med længere ventetid er der en midlertidigt lavere trivsel i skolen end for gruppen af børn med kortere ventetid.

Det peger på, at den forlængede ventetid kan have negative konsekvenser i perioden, hvor barnet endnu ikke er færdigudredt og derfor ikke modtager medicinsk behandling.

Opsporing er afgørende

Rapporten giver således anledning til to væsentlige pointer.

Selvom rapporten ikke påviser årsagssammenhænge, viser den tydeligt, at vi bør interessere os langt mere for, at skolen – og eleverne – således ikke blot bliver ramt af konsekvenserne; skolen er ofte det sted, hvor tegnene viser sig først.

Vi skal altså interessere os mere for, hvad der sker før en psykiatrisk henvisning. Samtidig skal vi styrke skolernes evne, ressourcer og fokus til at opfange elevernes signaler i tide. 

Derudover dokumenterer rapporten udviklingstendenser efter henvisningen, men kan ikke afgøre, om forbedringerne skyldes selve henvisningen, udredningen, skolens indsatser — eller en kombination heraf.

Det kalder også på større nysgerrighed på, hvad der konkret sker omkring henvisningstidspunktet, men i særlig grad, hvilke indsatser der faktisk gør en forskel. Og ikke mindst, om de indsatser, der falder efter, kan falde tidligere.