Forældres skolevalg i Bagsværd, Gladsaxe Kommune
Udgivelsens forfattere:
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Stadig flere danske skolebørn går på en privatskole eller fri grundskole. Især ressourcestærke forældre vælger at sætte deres børn i en privatskole eller fri grundskole. Dette kan efterlade folkeskolen med en mindre blandet og mindre ressourcestærk elevgruppe. Det kan have betydning i den forstand, at elever i folkeskolen i mindre grad møder klassekammerater på tværs af forskellige baggrunde.
Dette billede gør sig også gældende på skoleområdet i Gladsaxe Kommune. I Bagsværd ligger en skole i et udsat boligområde, hvor elevsammensætningen ikke er repræsentativ for skoledistriktet. I løbet af de kommende år opfører Gladsaxe Kommune en ny folkeskole i området, der skal erstatte den eksisterende skole. Gladsaxe Kommune har et ønske om, at den nye skole skal have en mere balanceret og mangfoldig elevsammensætning end den nuværende folkeskole. Dette kræver, at en blandet forældregruppe betragter skolen som et attraktivt skoletilbud for deres børn og vælger skolen til.
Formål
Formålet med denne undersøgelse er at få viden om, hvad der har betydning for nuværende og kommende forældre til skolebørn i Bagsværds skolevalg, og hvad der vil kunne få disse forældre til at vælge den nye folkeskole til. Denne viden skal indgå i udviklingsarbejdet i forbindelse med etableringen af den nye skole i Bagsværd med henblik på, at skolen afspejler lokalområdets ønsker og behov. Undersøgelsen er rekvireret og finansieret af Skoleafdelingen, Gladsaxe Kommune.
Men viden om forældres skolevalg kan også være relevant for en bredere kreds af kommuner, der kan være interesserede i, hvad der har betydning for forældres skolevalg og hvad der skal til for, at flere forældre vælger folkeskolen til.
Denne undersøgelse forsøger således at afdække, hvad forældre i Bagsværd forstår ved den bedst mulige skolegang, og hvad der skal til for, at det principielle ønske om at støtte folkeskolen, som mange forældre har, i højere grad bliver oplevet som foreneligt med deres ønske om at sikre deres barn den bedst mulige skolegang.
Forhold af særlig stor betydning for forældres skolevalg
Sammenfattende finder undersøgelsen følgende om forhold af betydning for forældrenes valg af skole til deres børn:
- børnenes trivsel og skolen som et trygt miljø er altafgørende for skolevalget
- skolen skal have kompetente, engagerede og stabile lærere, pædagoger og ledere
- skolevejen skal være tryg og kort – det har stor praktisk og relationel betydning
- erfaringer fra familie og venner er den vigtigste information i skolevalget
- skiftende skoledistrikter skaber stor usikkerhed i forhold til skolevalget.
Årsager til til- og fravalg af skoler inden for kommunen
Med de ovennævnte forhold af betydning for skolevalget finder undersøgelsen, at
- valget af en anden folkeskole end distriktsskolen i høj grad er et fravalg
- valget af en fri grundskole eller privatskole er både et til- og fravalg
- hovedparten af forældrene ville som udgangspunkt foretrække folkeskolen.
Metoder
Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse til nuværende og kommende skoleforældre i Gladsaxe Kommune samt en fokusgruppe med samme målgruppe.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Gladsaxe KommuneUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd