Fra tilbagetrukket til beskæftiget
Udgivelsens forfattere:
Arbejdsmarked
Ældre
- Arbejdsmarked, Ældre

Andelen af seniorer over 50 år, der er i arbejde, er steget gennem de seneste 25 år. Stigningen kan både skyldes, at relativt flere udskyder tidspunktet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og at relativt flere genindtræder efter først at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Genindtræden på arbejdsmarkedet er underbelyst i både dansk og international forskning.
Formålet med rapporten er at skabe et solidt kvantitativt grundlag for forståelsen af genindtræden på arbejdsmarkedet i Danmark. Vi ser på udviklingen i genindtræden på arbejdsmarkedet for aldersgruppen 50-79 år i perioden 1981-2023.
En person defineres som genindtrådt på arbejdsmarkedet, hvis personen det pågældende år er i arbejde og i året før modtog pension på fuld tid. Pension skal her forstås bredt som modtagelse af forskellige typer af pension og tilbagetrækningsydelser.
Antallet af personer, der genindtræder på arbejdsmarkedet efter en periode på pension, er steget fra ca. 5.500 i 1981 til ca. 11.500 i 2023. Samtidig er tilbøjeligheden til at genindtræde steget. I 1980'erne genindtrådte 0,8-1,0 procent af personerne på pension hvert år, mens andelen i begyndelsen af 2020'erne har ligget omkring 1,4 procent.
Når den lokale ledighed er høj, er der færre seniorer, der vender tilbage til arbejdsmarkedet, og sammenhængen er tydeligst for mænd. Resultaterne peger på, at efterspørgslen efter arbejdskraft har væsentlig betydning for seniorers muligheder for at vende tilbage.

Fund i undersøgelsen
Genindtræden sker generelt hurtigere efter tilbagetrækning i dag end i 1990’erne. Det gennemsnitlige antal år i beskæftigelse fra genindtræden til ny tilbagetrækning ser endvidere ud til at være steget.
- Alder: Personer, der vender tilbage til arbejdsmarkedet efter pension, udgør omkring 3 procent af alle beskæftigede mellem 50 og 79 år, men omkring 35 procent af de beskæftigede 70-79-årige i 2020-2023
- Køn: Flere mænd end kvinder vender tilbage til arbejdsmarkedet. Hvert år vender 1,5-2 procent af de tilbagetrukne mænd tilbage mod 0,5-1 procent af de tilbagetrukne kvinder.
- Uddannelse: Jo højere uddannelse, desto større er sandsynligheden for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Siden 2009 er knap 2 procent af de tilbagetrukne med en videregående uddannelse vendt tilbage hvert år mod cirka 1,3 procent af dem med en erhvervsfaglig uddannelse.
- Indkomst: Omkring halvdelen af dem, der vender tilbage, lå i den højeste tredjedel af indkomsterne for deres aldersgruppe, i året før de trak sig tilbage.
- Sektor: Langt de fleste af de tilbagevendte, der oprindeligt var beskæftiget i den private sektor, vender tilbage til denne sektor, mens de tilbagevendte, der kommer fra den offentlige sektor, fordeler sig stort set ligeligt på de to sektorer.
- Pensionstype: De fleste vender tilbage fra folkepension, og antallet er steget fra ca. 2.800 i 2000 til 7.700 i 2023. I 1997 og i 2000-2006 var der flest, der vendte tilbage fra efterløn eller anden pension, men siden 2006 er det antal faldet støt.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet
