Gennemførelse og frafald på bacheloruddannelsen på Det Juridiske Fakultet
Udgivelsens forfattere:
- Socialområdet Socialområdet
Hvert år optager det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet mere end 700 studerende på deres bacheloruddannelse. Imidlertid falder omkring 20 procent af de studerende på en årgang fra uddannelsen. VIVE præsenter i denne rapport, som er bestilt af Københavns Universitet, en undersøgelse af, hvilke studerende, der frafalder, og hvorfor og hvornår i uddannelsen, det sker. Desuden undersøges, om de sociale rammer kan hjælpe med at fastholde de studerende.
Undersøgelsen bygger på både kvantitative og kvalitative analyser. De kvantitative analyser har fokus på at afdække de studerendes uddannelsesveje og betydningen af den sociale sammensætning i deres studiegrupper. Analysen viser de fem mest udbredte uddannelsesforløb for både gennemførsel og frafald for årgang 2017 og 2018. Omkring halvdelen af de studerende (43 procent) klarer sig godt til eksaminer og gennemfører bacheloruddannelsen på nomineret tid. En mindre gruppe på 18 procent gennemfører også uddannelsen, men med mere jævne karakterer. En gruppe på 11 procent klarer sig igennem uddannelsen ved løbende at udskyde eksaminer for på den måde at få mulighed for at fokusere på enkelte eksaminer. Der er særlig to grupper af studerende, som oplever vanskeligheder undervejs i deres uddannelsesforløb og falder fra uddannelsen. En gruppe på 14 procent falder fra uddannelsen allerede på de første semestre, mens den anden gruppe på 14 procent falder fra senere på bacheloruddannelsen efter at have udskudt flere af deres eksaminer.
På baggrund af netværksmodeller giver undersøgelsen også indblik i betydningen af den sociale sammensætning af studerende i studiegrupperne. Analyserne viser, de studerendes frafald og eksamenskarakter bliver påvirket af, hvordan deres studiegrupper er sammensat i forhold til sociodemografiske forhold som for eksempel køn og familiebaggrund. Blandt andet forekommer der en øget risiko for frafald og lavere karakter for de studerende, hvis de indgår i studiegrupper, som er sammensat af en overrepræsentation af det modsatte køn.
Endelig giver undersøgelsens kvalitative analyser de studerende mulighed for selv at sætte ord på deres personlige oplevelser af og tanker om uddannelsen. På baggrund af fokusgruppeinterview giver rapporten indblik om 12 barrierer, som de studerende oplever for at gennemføre bacheloruddannelsen; for eksempel oplever flere overgangen fra gymnasiet til uddannelsen svær. Mange giver også udtryk for at, de oplever et pres fra dem selv og deres medstuderende om at få høje karakterer.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Københavns UniversitetUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd