Disse tre tematikker er centrale i skolers forebyggelse af skolefravær

Skolefravær er en toppolitisk prioritering. Det er næppe til at tage fejl af, når man læser det politiske grundlag for firkløverregeringen fra juni 2026.

Allerede på de første sider peges der på familiepakker til børn og unge, der rammes af alvorlig mistrivsel og langvarigt skolefravær, samt en forebyggelsespakke, hvis formål er klart, men hvor indholdet endnu er uafklaret.

Ambitionen er også meningsfuld: Siden Covid-19 er der i gennemsnit flere tomme stole i den danske folkeskole i en almindelig skoleuge end før pandemien, og flere elever end nogensinde ender i langvarigt skolefravær, hvormed de er fraværende i længere, sammenhængende perioder.

En ny undersøgelse fra VIVE, kortlægger den eksisterende viden om skolebaserede, forebyggende indsatser mod skolefravær.

Undersøgelsen peger på en række greb, der kan styrke elevernes fremmøde og tilknytning til skolen – fra tidlig opsporing og tættere skole-hjem-samarbejde til stærke lærer-elev-relationer og gode klassefællesskaber.

Men rapporten peger samtidig på en mere grundlæggende udfordring:

Forebyggelse af skolefravær handler i høj grad om kvaliteten i skolens daglige arbejde – og om skolerne har de nødvendige ressourcer og kompetencer til at lykkes med det – snarere end om de enkelte indsatser.

Forebyggelse begynder før fraværet

Skolefraværslitteraturen rummer mange eksempler på reaktive indsatser, der sættes ind med, når en elevs fravær allerede er blevet langvarigt og bekymrende.

Vi ved, at de for det meste virker. Vi ved også, at de er nødvendige – og vi ved, at de er ressource- og omkostningstunge. For eleven, familien og samfundet.

Men vi ved også, at de sjældent retter sig mod skolens rammer og praksis, men derimod er fokuseret på eleven.

Selvom det er afgørende at sikre kvalificeret og intensiv støtte til elever med omfattende skolefravær, er det lige så vigtigt at understrege behovet for et styrket forebyggende perspektiv.

Det er selvsagt en udfordring, fordi forebyggelse vanskeliggøres af, at skolefravær sjældent har én enkelt årsag.

Fravær opstår i et samspil mellem forhold hos eleven, i familien og på skolen. Der findes derfor heller ikke én løsning på skolefravær.

Forebyggelse må både handle om de forhold, der gælder for alle elever, og om at kunne reagere tidligt og forskelligt, når en elev begynder at mistrives eller trække sig fra skolen.

Derfor peger VIVE’s undersøgelse også på vigtigheden af universelle indsatser inden for skolens rammer, som tager udgangspunkt i risikofaktorer og begyndende tegn på mistrivsel.

Tre tematikker til at forebygge skolefravær

VIVE’s undersøgelse peger på tre tematikker, som er centrale i skolens forebyggende arbejde. Ingen af dem vil formentlig overraske mange skoleledere eller lærere – og netop derfor er de interessante.

Forebyggelse af skolefravær handler ikke nødvendigvis om at indføre endnu et program eller en ny specialiseret indsats.

Det handler i høj grad om kvaliteten i den praksis, skolen allerede har – og om at få den til at fungere systematisk og konsekvent:

• Tidligere opsporing og øget monitorering af elevers fravær og trivsel er centralt. For eksempel at skolens medarbejdere fokuserer på at opdage de første faresignaler og reagerer med det samme i form af en samtale med eleven eller justering af undervisningen. Et tværfagligt samarbejde kan understøtte en stærk praksis for opsporing og monitorering.
• Et tæt skole-hjem-samarbejde spiller ligeledes en central rolle. Samarbejdet kan ofte blive konfliktfyldt og ende med, at dialogen kommer til at handle mere om skyld og ansvar end om fælles løsninger. Samarbejdet bør i stedet bygge på en løbende dialog mellem forældre, skole og elev, hvor der arbejdes ud fra et tillidsfuldt og fælles grundlag, og hvor elevens perspektiv inddrages.
• Endelig er det også vigtigt, at skolerne tager højde for elevers motivation og tilknytning til skolen. Relationel støtte samt en organisering af undervisningen, der styrker elevernes relationer og deltagelsesmuligheder i klassefællesskabet, kan udgøre centrale greb i et forebyggende perspektiv.

Der mangler fortsat viden på området

Aldrig før har så mange skoler arbejdet med at forebygge skolefravær. Alligevel fortsætter fraværet med at vokse, og mange skoler står med begrænset viden om, hvilke indsatser der faktisk gør en forskel.

Udfordringen er ikke manglende vilje, men et fortsat fragmenteret videns- og erfaringsgrundlag.

Hvis en væsentlig del af forebyggelsen ligger i skolens pædagogiske og didaktiske praksis, er der brug for mere end nye indsatser.

Vi har brug for at vide, hvordan skoler kan udvikle deres praksis, så flere elever oplever at høre til og kan deltage – og hvilke konkrete greb der gør en forskel.

Men der er også behov for viden om, hvad der skal til for at få de indsatser, der eksisterer, til at fungere i en travl skolehverdag, for hvem de virker, under hvilke betingelser og med hvilke ressourcer.