Når alt andet har fejlet, ender vi med at frihedsberøve børn og unge på sikrede institutioner

I de seneste uger har der igen været debat om de sikrede institutioner, hvor børn og unge mellem 12 og 17 år kan anbringes under fængselslignende forhold. Denne gang er fokus på, at andelen af børn og unge anbragt på sikrede institutioner på et socialt grundlag er steget fra 10 procent i 2010 til 46 procent i 2025. 

Senest har vi i Socialmonitors serie om sikrede institutioner kunne læse om 15-årige Alma, der er socialt anbragt på en afdeling med fem drenge, der er retligt anbragt. 

Gennem de sidste 15 år har vi forsket i udsatte børn og unge og lavet interviews med 70 børn og unge mellem 12 og 17 år, som har været frihedsberøvet på sikret institution. 

Vi har mødt børn, der er socialt anbragt, fordi de er til fare for sig selv eller andre – som den 15-årige Alma og den 13-årige pige med psykiske problemer og udadreagerende adfærd, hvis familie stod frem i TV 2 for nylig. Men vi har også mødt unge, der er anbragt på et retligt grundlag, som den 16-årige dreng, der er varetægtsfængslet for røveri, og som har et misbrug og mange skiftende anbringelser bag sig. 

Men når debatten raser i medierne, glemmer vi ofte det store billede, og forløbet forud for, at et barn bliver frihedsberøvet på en sikret institution.

Stort behov for hjælp

Både retligt og socialt anbragte unge på sikrede institutioner har et stort behov for hjælp, og ifølge både barnets lov og børnekonventionen bør frihedsberøvelse kun bruges som absolut sidste udvej og være så kortvarig som muligt. Hvis vi skal lykkes med at sikre kortvarige frihedsberøvelser, forudsætter det en øget brug af alternativer til varetægt i surrogat og en bred vifte af mindre indgribende sociale tilbud, som i dag ofte mangler.

Når antallet af socialt anbragte børn og unge stiger, er det ofte, fordi de sikrede institutioner bliver den sidste udvej, når andre dele af systemet siger nej. Diskussionen om frihedsberøvelse bør derfor handle lige så meget om, hvorfor så mange børn og unge ender på en sikret institution. 

Hvis vi alene fokuserer på forholdene på de sikrede institutioner, overser vi, at udfordringerne opstår, når andre dele af systemet fejler eller alternative specialiserede tilbud mangler. Frihedsberøvelse er et utroligt indgribende tiltag i børn og unges liv og må ikke blive en løsning, fordi systemet ikke sikrer den rette hjælp i tide til børn med komplekse behov. 

Den udvikling, vi nu ser i de sidste led i indsatskæden, bør få os til at rette blikket mod hele børne- og ungeområdet – det er her, forebyggelsen og ansvaret reelt ligger. Vi bliver nødt til at se på hele institutionslandskabet og sikre en høj kvalitet i den hjælp, vi giver til de mest udsatte børn og unge, hvis vi vil mindske sociale anbringelser på sikrede institutioner.