KV 2025

Skal der bruges flere penge på kulturtilbud til unge, eller skal hullerne i vejen lappes? Skal kommunen bruger flere penge på hjemmehjælp til de ældre, skal der være flere tolærerordninger i folkeskolen, eller skal der være bedre normeringer i daginstitutionerne?

Det er eksempler på økonomiske afvejninger, som kommunerne laver hver dag, og det har stor betydning for borgernes hverdag.

Kommunerne står for tre fjerdedel af det offentlige forbrug, og i 2024 brugte kommunerne samlet 425 mia. kroner.

Samtidig er der en række udgiftsposter, som presser flere kommuner. Fx bliver der flere og flere ældre borgere, som kræver plejer, og udgifterne til det specialiserede socialområde, som eksempelvis udsatte børn og unge samt handicapområdet, stiger fortsat. Derudover er der stigende andel af eleverne i folkeskolen, der har behov for specialundervisningstilbud.  

Kvaliteten af dagtilbuddene i kommunerne varierer. Det har betydning for børnenes liv både på kort og langt sigt.

Det pædagogiske læringsmiljø i daginstitutioner og dagplejer for 0-2-årige børn er af varierende kvalitet. Der er bl.a. behov for understøttelse af børnefællesskaberne, udvikling af samspillet mellem personale og børn, større bredde i de aktiviteter, børnene tilbydes, samt understøttelse af børnenes leg.

De 3-5-årige børn mødes i daginstitutionerne med betydelige forskelle i kvalitet afhængigt af den daginstitution og den stue, de hører til. På 1 ud af 10 stuer møder børnene ’god’ kvalitet. På 3 ud af 10 stuer møder de ’utilstrækkelig’ kvalitet. 

Kvalitet og normering hænger sammen

Der er en sammenhæng mellem tilstedeværelsen af pædagoguddannet personale og kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø. I VIVEs 0-2 års-undersøgelse fra 2023 var der oftere en pædagog til stede det meste af observationsdagen på stuer, der blev vurderet til at have god kvalitet. I børnehaverne viser det sig, at der oftere er en pædagog til stede om eftermiddagen på de stuer, der vurderes til at have ’god kvalitet’ sammenlignet med stuer vurderet til ’utilstrækkelig’ kvalitet.

Der er meget stor forskel mellem kommunerne på, hvor mange børn der rykkes fra den almindelige folkeskole til i stedet at gå i specialklasser eller på specialskoler. Det medfører stor ulighed i børnenes støttemuligheder – både for dem, der visiteres til specialundervisningstilbud, og for dem, der forbliver i den almindelige folkeskole.

Samlet set er der flere børn end nogensinde før, der segregeres fra almenskolen til særlige skoletilbud.

Det er en stor udfordring for mange kommuner, da det strider mod skolepolitiske målsætninger om at have en bredt favnende almenskole, og fordi det er mange gange dyrere at have børnene i specialtilbud.

Inklusion er en central skolepolitisk målsætning om, at læringsmiljøet i skolen skal tilpasses, så børns forskellige undervisningsmæssige og sociale behov kan tilgodeses inden for almenskolen. Lovgrundlaget siger, at børn, hvis udvikling og læring kræver en særlig hensyntagen eller støtte, skal modtage denne som en del af deres skolegang og fortrinsvis i elevens almindelige klasse.

Alligevel er der en række særlige undervisningsmæssige behov, som almenskolesystemet har vanskeligt ved at imødekomme, og hvor eleverne i stedet visiteres til specialundervisning uden for almenskolens rammer.

Øget behov for særlig støtte

I Danmark bliver stadig flere elever visiteret fra almenskoler til specialskoler og specialklasser. Antallet af børn, som udredes ved børne- og ungdomspsykiatrien og modtager en diagnose, er også stigende.

Mellemformer som en del af løsningen

Mange kommuner og skoler bestræber sig derfor på at opbygge kapacitet og kompetencer inden for almenskolen til at arbejde med en mere sammensat elevgruppe, så man bedre kan tilgodese elevers støttebehov inden for rammerne af skolen. Det sker blandt andet i de såkaldte mellemformer.

Kommunerne har ansvar for kerneydelser som dagtilbud, skoler og ældrepleje, og politikerne i kommunalbestyrelserne spiller en central rolle i det danske demokrati og velfærdssamfund.

For de fleste er det at være kommunalpolitiker imidlertid et deltidshverv. Det kan være en udfordring at finde tid til politisk arbejde, civilt arbejde og privatliv. Dette er ikke alene et potentielt problem for politikerne selv; det kan også have konsekvenser for demokratiet, fordi det kan være vanskeligere for nogle grupper at have tid til at arbejde som kommunalpolitiker.

Det kan være særligt udfordrende for relativt unge kommunalpolitikere at have tid til både politik og familieliv. VIVEs undersøgelser har også vist, at kvinder finder det mere udfordrende end mænd. Det er to grupper, som er underrepræsenteret i kommunalbestyrelserne.

Kommunalpolitikerne oplever overordnet, at det politiske arbejde i kommunen er præget af brede flertal og konsensusnormer. Samtidig oplever mange dog et hårdt debatklima, og oplevelser med krænkelser, trusler og seksuel chikane er desuden udbredte.